mandag den 28. september 2009

Æbler i skolehaven - hvilken sort?

Selv om jeg ejer en gammel skolehave på landet, så er der ikke nogle gamle æbletræer på grunden. Måske har der været det engang. Jeg kunne virkelig godt have tænkt mig, at skolens lærere igennem tiden havde passet og plejet en lille æblelund med Ingrid Marie, Philippa, Ananas-æbler osv. Så jeg har måttet (gen)indføre en æblelund selv. For ca. fem år siden plantede jeg tre æbletræer, alle af sorten Summerred.
Måske lidt kedeligt med tre ens æbler, men jeg fik dem som gave og var taknemmelig for blot at få æbletræer i min have.

Summerred er et fast, saftigt spiseæble. Det har en dejlig smag - sødt og dog friskt.

Degneæbler i skolehaven
Selv om jeg har boet her i 8 år og burde kende min grund nøje, så har jeg i år fundet endnu et æbletræ i min have. Træet er ikke så stort og står i noget tilgroet buskads. Jeg opdagede det kun, fordi jeg pludselig fik øje på æblerne. Jeg tror ikke, det har båret før - derfor har jeg ikke opdaget det.
Nu har jeg studeret æblet nøje, og er nået frem til, at det er et "degneæble", hvilket jo passer perfekt i min skolehave! Degneæblet er lidt melet i kødet, men tidligt moden og meget velsmagende.

Hvis du er i tvivl om, hvilket æble du har i din have, kan du prøve en meget detaljerede æblenøgle her, som tager dig igennem æblets mange egenskaber. Det er en god idé at have et æble at kigge på, når du forsøger dig.

Podet træ
Nu drømmer jeg om at få endnu flere æbler. Jeg tror, at jeg vil pode æbler fra min barndoms have på eet af summerred-æbletræerne. I min barndoms have var der Philippa (min absolutte favorit), ananas-æbler, Skovfoged-æbler, nogle madæbler og Ingrid Marie. Hvor dejligt vil det ikke være at få så mange forskellige æbler?

torsdag den 24. september 2009

Nedsænket bålplads

Som tidligere beskrevet, har jeg i år anlagt en stor nedsænket bålplads i et hjørne af haven.
Har du lyst til at se mere - eller lave en nedsænket bålplads selv, så kan du få hjælp her:

Sådan har jeg lavet min nedsænkede bålplads

onsdag den 23. september 2009

Tid til høst af hvidkål

Så er de første hvidkål klar til at spise. Jeg har lært hjemmefra, at man ikke kan dyrke kål i sin have. De bliver ædt op af orm. Og det er ganske rigtigt også en betragtelig fjende. Men man kan godt.

Kåldyrkning - drop nettet!

Jeg har i flere år eksperimenteret med diverse konstruktioner af net over mine kål i sommerperioden, men efter mange års anstrengelser er jeg nået frem til, at det nemmeste er at dyrke kål i fri luft.


Rødkål er nemmest

Kål er dejlige planter i køkkenhaven. De vokser kraftigt og er ganske smukke at se på. Især rødkål giver en helt vidunderlig farve som kontrast til havens øvrige grønne farver. Derudover er rødkål fantastisk at spise.
Rødkål er også den nemmeste kål at dyrke. Af een eller anden grund er den mere modstandsdygtig over for skadedyr.

Larverne gør sit indtog
I forsommeren og henover sommeren vokser kålene ganske betragteligt. De pryder haven indtil larverne gør deres indtog midt i juli og en god måned frem. I denne periode er det vigtigt at gå en daglig tur ud til kålene og fjerne så mange larver som muligt. Dog er det noget nær umuligt at få alle med. Jeg accepterer, at der er et vist spild. Der skal nok blive kål nok, selv om larverne gør det af med de svageste.


De stærkeste overlever
Når larverne forsvinder igen, vil nogle af kålene være spist - og resten vil stadig have tid til at danne tætte fine hoveder. Larverne kan ikke gøre det af med gode, stærke planter. Kun de yderste blade er hærget af skadedyrene. I september og et par måneder frem kan man nyde de gode, friske kål. Selv om det ikke er anbefalelsesværdigt, så lykkes det altid for mig at gå i køkkenhaven d. 23. december og grave et rødkål frem til julemiddagen....men så er det også sidste udkald.

tirsdag den 1. september 2009

Sæson for squash

Jeg husker fra min barndom, hvordan havesæsonen prægede retterne, der blev serveret i hverdagen. Tidligt om foråret gennemlevede vi "Rabarber på 117 måder", og senere gjorde det samme sig gældende for diverse bær, æbler og hyldebær.
Nu kan jeg tilføje squash på min liste. Squash er en fantastisk plante, som har en helt utrolig vækst. Frugterne vokser fra dag til dag, og med 1-2 planter er de fleste husholdninger godt forsynet. Jeg sår altid HELE posen, hvilket betyder at jeg har ca. 6 planter, så alt hvad der kan komme squash i, skal der squash i.

Anvendelsesmuligheder:
  1. Squash-kage. En herlig tung, fugtig kage med kanelsmag. Se opskrift her på kageopskrifter.dk
  2. Ratatouille. Stegte grøntsager, heriblandt squash. Herligt og meget sundt tilbehør til aftensmaden.
  3. Squash-suppe. Dejlig grøn grøntsagssuppe kogt på squash, kartofler, porrer eller løg. Blendes og smages til.Se lignende opskrift her
  4. Squash-brød. Bland revne squash i gærdejen. Giver fugtighed til dit bagværk. Desuden er den grønne squash dekorativ. Se opskrift fra Arla her.
  5. Grillet squash. Skær squash i meget tynde skiver og læg på grillen.