Drømme á la potager

I disse dage er jeg simpelthen ved at eksplodere af utålmodighed. Hele min store have er fortsat dækket af et tungt lag sne, og udsigten til at komme til at grave i jorden er alt for lang. Men så kan man jo altid drømme og planlægge.

Potager dyrker skønheden
I år går mine køkkenhavedrømme ud på at tage ved lære af den franske køkkenhave: Jeg vil anvende nogle af principperne fra den franske potager. En potager forener skønhed med nytte i dyrkningen af køkkenhaven. Pladsen er fuldt ud udnyttet med urter og blomster i skøn forening. Meningen er, at man til enhver tid skal høste af køkkenhaven uden det kan ses. Der er ingen bare pletter i en potager. Ofte er potageren indrettet i mindre afgrænsede bede.

Tænk i farver
Min køkkenhave er i forvejen indrettet a la potager med et urtebed i midten og fire stier ud fra midten, som inddeler køkkenhaven i fire bede. I år vil jeg forsøge at dække jorden bedre med blandingskulturer og samtidig tænke i farver. Dvs. grøn salat side om side med rød salat (f.eks. hovedsalaten De Fire Årstider) etc. Måske salat sammen med kål for at udnytte pladsen? Rødkål og hvidkål ser pragtfuldt ud sammen.
Samtidig vil jeg forsøge at fravige min trang til at dyrke i rækker. Grunden til, at jeg altid dyrker i rækker er, at det så er nemmere for mig at skelne mellem ukrudt og spirer. En lang række ens planter tyder på, at det er såede planter og ikke ukrudt. Nå, men i år vil jeg så i felter og rækker mellem hinanden.


Indramning
En potager indrammes ofte af en hæk eller en mur (i victorianske haver). Jeg ville egentlig rigtig gerne bygge en mur omkring min køkkenhave, men det er et lidt for stort projekt, så jeg må nøjes med hækken. I mit tilfælde tror jeg, at det bliver en lav hæk af lavendel. Det bliver smukt! (I hvert fald i mine drømme)
Jeg fandt også en opskrift på nogle meget enkle klatrestativer af træ i et gammelt haveblad. De skal bygges, så bønnerne og ærteblomsterne har noget at klatre op af.

Kommentarer

  1. Hey, Det er da en herlig (og ærlig) blog, du har her. Fik du bygget de der stativer? Vil gene se dem + opskrift.... Er selv ved at gå til af utålmodighed. Må jo bruge tiden til noget!

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg