Tid til planlægning af sædskiftet

I min køkkenhave har jeg igennem mange år haft fireårigt sædskifte, men gennem årene har jeg indimellem flyttet enkelte afgrøder til andre bede pga. pladsmangel. Så i år bliver der strammet op på kvaliteten!
Sædskifte går i al sin enkelthed ud på at dele sin køkkenhave op i bede, og så lade afgrøderne rotere fra år til år. Ideen er, at sikre at ingen afgrøder står det samme sted år efter år. Ved at lade afgrøderne rotere fra bed til bed sikrer man sig naturligt mod at udpine jorden og mod diverse sygdomme.


I et sædskifte er der desuden en række fordele, man kan udnytte for at skabe en god balance i køkkenhaven. Bælgfrugter afgiver næringsstoffer til jorden, mens andre afgrøder; f.eks. kålplanter er meget næringskrævende. Derfor er det smart at lade bælgfrugter "reparere" kålbedet året efter.

Afgrøder i et sædskifte skal placeres efter botanisk familie. Af botaniske familier er der:

  • Korsblomstrede: kål, radiser, rucola
  • Skærmplanter: Bladselleri, dild, gulerødder, persille, pastinak og persillerod.
  • Lilje: Asparges, hvidløb, løg, porre.
  • Græskar: Squash, græskar, agurk.
  • Græs: Majs
  • Natskygge: Kartoftler og tomater
  • Salturt: Bladbede, spinat og rødbede
  • Ærteblomst: Bælgfrugter (bønner og ærter)
  • Kurvblomst: Salat
Ideelt set dyrker man hver familie i et bed for sig. Men sådan fungerer det for de færreste. Jeg har fire bede, som jeg fordeler de botaniske familier i. Min plan ser såden ud:

Bed 1: Dild, gulerødder, persille, pastinak og persillerod.
Bed 2: Salat, løg, porrer og squash
Bed 3: Kål, rucola og radiser
Bed 4: Ærter og bønner.

I bed 4 har jeg kun 1 botanisk familie, fordi jeg kan lide at have mange bønner og ærter, mens bed 2 består af hele 3 familier. 

Når bedene er fordelt, gælder det om at finde en optimal rækkefølge, som bedene skal rotere i. I min plan har jeg valgt at lade bælgfruger følge kål, og lade kål følge løg. Det er to af hovedreglerne i mit sædskifte, men andre modeller kan også findes. Samtidig lader jeg rodfrugter få gavn af bælgfrugternes næringsstoffer ved at lade rodfrugter følge bælgfrugter.

Kommentarer

  1. Hej Janne.

    Spændende hvor nettet sommetider fører én hen. Jeg søgte efter: "blomster i køkkenhaven" og endte på din blog. Det ser dejligt ud og jeg kan jo genkende rigtig mange af de ting, du skriver om. Jeg bor selv på landet og er fuldstændig vild med haver. Hvis du har lyst så kig forbi mit drømmested på www.metteshave.dk. Fortsat god skrive- og havelyst.
    Forårshilsner fra Mette E. Julin

    SvarSlet
  2. Hej Mette,
    Det er så dejligt at få lidt respons og hilse på nogle af dem, som kigger med på min blog. Tak for det.
    Jeg smutter lige en tur forbi DIT sted.

    Janne

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg