Såtid i køkkenhaven

Jeg indrømmer det....jeg er bagefter! Heldigvis er foråret også lidt forsinket i år, så selv om vi er knap en uge henne i maj, så tror jeg ikke, det betyder det helt store, at jeg først nu har indledt såningen i køkkenhaven.

Det store gravearbejde
Det er et stort arbejde at tilså køkkenhaven. Heldigvis har jeg overstået det store gravearbejde, som altid er nødvendigt i min have. De fleste velkultiverede køkkenhaver behøver ikke at blive gravet igennem hvert år, men jeg gør det altid, for jeg døjer meget med ukrudt, der spredes via rodskud. F.eks. skvalderkål og græs.

Gulerødder og bønner i hvert sit bed
Jeg nåede ikke at få sået hele køkkenhaven i dag, men 2 ud af 4 bed er nogenlunde færdige. Det første bed blev fyldt op med fire slags gulerødder: Milan, Rouge Sang, Colmar, Blanche de Küttingen samt pastinakker, persillerod, persille samt en hel del blomster ind i mellem.

I det andet bed såede jeg bønner: Barlotto, black turtle (billedet til højre), caruso (billedet til venstre), haricot beurre de Rocbrun. Hertil kommer nogle forskellige ærter og ærteblomster. Nu mangler jeg blot at flikke stativerne sammen, som jeg drømmer om, at bønner og ærter skal vokse op af i år.


Potager og sædskifte i kombination
Som tidligere annonceret, så er målet for i år at tilstræbe dyderne fra den franske potager. Her er hovedreglen, at jorden altid skal være dækket for at mindske ukrudtet og udnytte pladsen fuldt ud. Samtidig  skal en potager være æstetisk tillokkende; bl.a. ved at plante blomster og grøntsager imellem hinanden. Begge dele har jeg haft i tankerne, da jeg såede. Jeg har sået i felter frem for rækker, og er spændt på om jeg kan finde ud af at skelne grønsagsspirer fra ukrudtsspirer, når vi kommer et par uger længere frem.

Selv om potageren ef inspirationskilden, så fraviger jeg aldrig principperne i mit fireårige sædskifte.


Kommentarer

  1. Vi er vist alle lidt bagefter i år, men det er vejret sørme også, så mon ikke det er grunden?!

    Jeg fik taget hul på såningen sidste weekend og vågnede op til en køkkehave dækket af rimfrost mandag morgen - gys!

    Du er modig med bønnerne. Jeg har kun dårlige erfaringer med at sætte dem for tidligt og er af den grund begyndt at forspire dem alle - men vi har også ofte kold jord længere tid end andre.

    Hilsen Mette

    SvarSlet
  2. Ja jeg må sige, at jeg TÆNKTE tanken, at det nok var lidt tidligt med bønnerne, men inden de kommer op er frostnætterne forhåbentlig helt væk. Ellers er det jo på den igen!

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN