Naturen har ikke så travlt om foråret!

En så dejlig solrig påske som denne, kan jeg ikke mindes! Den var som bestilt til een som mig, som næsten altid er bagud! Men som et mantra har jeg for mig selv citeret afdøde køkkenhaveguru: John Seymour: "Naturen har ikke så travlt om foråret, og det bør man heller ikke selv have." Selv om jeg siger det - så synes jeg, at naturen har meget travlt med at vise mig det modsatte. Den har haft meget travlt her i påsken. Alt er sprunget ud. Og det kan vi jo næppe klandre den for. Hvis jeg var et bøgetræ, så ville jeg sandelig også springe ud her i påsken!


Min køkkenhave ligger og venter...
Selv om jeg fik mange gode påskedage i haven, så er resultatet, at jeg kun har tilsået et lille bitte stykke af min køkkenhave. Lidt salat og spinat er sået. Kartofler er sat.

Men der er da sket andre ting: Jeg fik gravet hestegødning ned i køkkenhaven, og gødet alle bede med samme dejlige powerbooster. Der blev kantet bede og ryddet op i de visne stauder, som i øvrigt allerede skyder op med raketfart. Hostaer blev delt og flyttet, roser blev klippet, buske trimmet. Vi fik kløvet og stablet brænde i vores indkørselsprojekt (se tidligere indlæg), som vi ikke har afsluttet endnu. Men vi kom da et skridt videre.

Ikke tid til skader
Jeg ville have tilsået køkkenhaven i disse dage, men så kom der et hold i nakken i vejen! Ikke enhver haveejers drøm her i solskinnet og foråret. Jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed, mens jeg messer Seymours ord...og nyder anemonerne, som stadig pynter i min skovagtige have.

Kommentarer

  1. Ja, jeg synes godt nok også at haven har travlt. Måske fandt den kære Seymour på citatet en anderledes kold og blæsende april. Det er ret svært at leve op til, men naturligvis værd at tage med i sin aftenbøn. Bedre end et hold i nakken. God bedring med det.

    /Birgitte

    SvarSlet
  2. Du har vel nok en dejlig blog, som jeg faktisk har været inde på flere gange før :-) Vi har samme interesser og syn på have, kan jeg se - dejligt :-)

    Jeg kan også se, at du har tilføjet mig på din blogliste - tusind tak! Jeg sætter din på min blogliste med det samme. Glæder mig til at følge din blog :-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN