Storkenæb versus skvalderkål

Geranium Pheum - bølgekronet storkenæb, kan efter
forskernes overbevisning være redningen mod
skvalderkål.
En af årets mest interessante nyheder for mig kom via Haven (Haveforeningens blad), hvor man kunne læse resultaterne af ny forskning inden for havedyrkning. To ting bed jeg mærke i:


  • Skvalderkål KAN bekæmpes
  • Skvalderkål kan bekæmpes af storkenæb - helst Geranium Pheum


Survival of the fittest!
Naturen er indrettet sådan, at alle arter i forsøget på overlevelse spreder sig mest muligt. Således også skvalderkål, som jeg har mistænkt for at have et erklæret mål om at overtage kloden simpelthen! Og de har allerede erobret min grund. Lige meget hvor jeg sætter spaden i jorden, så støder jeg på skvalderkålens rodnet, som er så nederdrægtigt og vedholdende, at man skal være ualmindelig stædig eller naiv for at tage kampen op. Jeg er både naiv og stædig, for jeg kæmper på udvalgte områder.

Indtil videre har kampen mest bestået i at holde skvalderkålen ude af køkkenhaven og mit staudebed. Så sent som i pinsen måtte jeg kaste håndklædet i ringen og nedlægge et fuldstændig skvalderkålinvaderet rosenbed. Få roser blev reddet i tide; andre tabte kampen bag fjendens linjer.

Nyt åbent område
Her er en anden storkenæb, som jeg ikke
kender sortsnavnet på. Den blomstrer fra juni
med små pink blomster og bliver
 ca. 30-40 cm. høj.
I år har vi ryddet området ved vores indkørsel for store træer, og jeg kan se nu, at skvalderkålene begejstret rykker ind også her. Endelig et areal fri for beplantning, som de kunne overtage og kvæle! Så var det jeg tænkte, at jeg skulle gå til modangreb. Inspireret af Havens artikel tænkte jeg, at jeg kunne plante storkenæb i hele området, men det bliver en ret uoverskuelig opgave. Jeg ved slet ikke, om Staudefeen.dk har så mange storkenæb!

I stedet regner med jeg at plante en masse vinca - som jeg har mange af selv, og som forskerne måske kunne undersøge også.

Imens har jeg været på besøg hos netop Staudefeen.dk og købt lidt forskellige storkenæb. Bare lige for at se, hvordan de udvikler sig. Hvis nogen ser særlige kampberedte ud, så holder jeg mig helt klar til at tilbageerobre tabt territorium.

Kommentarer

  1. Det bliver spændende at høre om. Jeg så godt artiklen i "Haven"

    Jeg har endnu ikke problemer med skvalderkål men tilgengæld så meget andet ukrudt. Hver have har sit ukrudtsproblem...

    Held og lykke med projektet :-)

    SvarSlet
  2. Ja skvalderkålen er også mit værste ukrudt og jeg har også måttet kapitulere ift. et bed. Jeg har hørt, at én af kulsyrerne og hostaer også er gode til at bekæmpe skvalderkålen.
    Storkenæben er jo en fantastisk staude, så det ville være dejligt, om den kunne være effektivt mod det s... ukrudt!

    SvarSlet
  3. Jeg har heldigvis ikke de store problemer med skvalderkål. I et hjørne kæmper de sammen med kulsukker og høstanemone. Det er smuk og ligeværdig kamp, hvor skvalderkålsblomsterne betragtes som smukke indslag ;-)
    Men jeg har mange geranier/storkenæb i haven, og de er meget effektive som bunddække, især ingwersens variaty. Den slår det meste andet tilbage.

    SvarSlet
  4. Du kan roligt tro på Haven, det virker i hvert fald her. Faktisk havde vi netop konstateret at skvalderkålen var kvalt mod en stor del af vores hæk, præcis 2 dage før Haven lå i postkassen :)

    Vores erfaring går på Geranium Phaeum Samobor, jeg tør ikke udtale mig om andre sorter. Samobor breder sig meget villigt, men er let at fjerne/flytte uønskede steder. Og klart, man skal jo 'være over' det i starten, men min gemal (for det var hans job :) er en lettet mand.

    Men sig til, hvis du vil høre mere om vores erfaringer :)

    SvarSlet
  5. Tak for de fine kommentarer. Det lyder jo til, at der en masse "empiri" bag forskningen:-)
    Tak for konkrete sortsnavne, som jeg nu må til at søge efter i det danske land. Det er rart at høre, at der går mindst 1 lettet mand rundt i Danmark, som kan bruge sine lørdage på noget andet end skvalderkål:-)

    SvarSlet
  6. Tak fordi du har nævnt os :-) Desværre kan jeg ikke tilbyde mange storkenæb i øjeblikket - fik ryddet grundigt op i sortimentet sidste år. Men du skriver, du har bestilt hos os (jeg mener ikke at have fået en bestilling fra dig?).

    Det er rigtigt, at G. phaeum er god, men skvalderkålen kan nu godt komme op igennem de store blade.... Men den er da helt klart en af de bedste :-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  7. JA det er en god idé at fortrænge ukrudtet (særligt det vildt invasive som skvalderkål) med stauder!
    Jeg selv har lavet et 2-års-hjørne i haven med lupiner, stokroser, digitalis, vingetobak og Natviol. Det er lige plantet til, så jeg venter spændt til næste år, om det virker.

    Vi havefolk er tålmodigt folkefærd!

    Morgensmil fra
    Marianne
    Den Helbredende Have

    SvarSlet
  8. Jeg har også haft succes med Geranium Rosemoor. De er ikke slået i hjel, men de skygger hurtigt, så der ikke er næring til at tage over.

    Men ellers læs lidt her:
    http://www.clausdalby.dk/2011/03/et-uforlignelig-bunddkke.html

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN