fredag den 28. oktober 2011

Så pløjes haven igen....nedefra!

Fest i haven!
Undskyld mig, men må jeg have lov til at starte med et GRRR... og et AARRRGGGH?
Det er måske det rette sproglige udtryk for mit forhold til muldvarpe. De er ligesom jeg meget glade for min have. Nu er det sådan set bare mig, der har ejerskabsforholdet i orden, men de ser ud til at være ligeglade.

Efterår og vinter er muldvarpenes mekka
Hvert efterår indtager de haven ad deres hemmelige, underjordiske gange, og efterlader sig tuer i store plamager i græsplænen, køkkenhaven og bedene. Værst er det sådan set i græsplænen, for der kan man bedst se det. Hele vinteren er de meget aktive og frossen jord er ingen hindring. Til gengæld er den frosne jord en hindring for at sætte fælder. 

Til foråret får vi travlt med at udjævne alle tuerne og så nyt græs. Omkring juni/juli er der en flot græsplæne igen. I september tager de så fat igen....

Lige nu bekæmper vi de små pelsdyr så godt som muligt, men de er snu og undgår ofte fælderne. I øvrigt kommer der hele tiden flere til. Jeg forsøger at sige til mig selv, at de jo egentlig bare pløjer jorden for mig,  øko-tankegang, harmoni osv., men det varer vist lidt tid, inden jeg for alvor kan leve i harmoni med disse dyr.

6 kommentarer:

Staudefeen sagde ...

Ja, de er da godt nok en sand pestilens lige nu. Vi har muldvarpeskud overalt, og jeg går konstant og jævner ud med foden ;-)

Det er vist meget udbredt med muldvarpe i år.

God weekend :-)

Kh. Marlene

Helle sagde ...

7-9-13 jeg har været forskånet indtil videre. Det er da bare for irriterende at skulle udbedre skader efter de underjordiske pløjemaskiner.

Mettes Have sagde ...

Jo, jo det kender vi til fulde. Små bjerge af jord, der viser det sørgelige, sande billede af vores elendig jordkvalitet.

Prøv med hvidløg i skuddene. Det skulle efter sigende være effektivt.... (har dog ikke selv afprøvet det)

Staudefeen sagde ...

Jeg prøvede hvidløg for mange år siden - syntes ikke rigtigt, det virkede. Hældte også sildeaffald (fra marinerede sild på glas) derned - kan ikke huske, om det hjalp ;-)

Kh. Marlene

Marthe og Lars , sagde ...

Forleden fik vores lille muldvarpe-asen alligevel en lille tak - selvom jeg til hverdag bestemt også er træt af dens underminering af græsplænen, - nemlig da jeg skulle plante en rose og lige manglede jord til at dække om podestedet. I en snæver vending tyede jeg til muldvarpeskuddene i nærheden, og glemte i et øjeblik irritationen.

Janne sagde ...

Det er sandt. Noget godt kan vi da finde ved de små væseners ravage. Tak!