Nyt år - nye drømme

Et nyt år  - og dermed et nyt haveår - venter foran mig. Jeg glæder mig vildt til foråret kommer, men vinterhalvåret er efterhånden også blevet havesæson for mig. Det bliver til enkelte ture i haven, mens jeg undgår at kigge på de alt, alt for mange muldvarpeskud. Dog er den største glæde i vinterhalvåret at drømme om det, som haven skal blive til med tiden. Hver eneste sæson forsøger jeg at gøre haven endnu skønnere. 2012 bliver ingen undtagelse.

Det med haven har forlængst taget overhånd!
Faktisk har jeg en helt klar plan, som tydeligt viser mig, at det med haven forlængst har taget overhånd. Der er ikke noget at gøre. Jeg kan ikke tales til fornuft. Haven er en livsnerve for mig. Det er en vanvittig ambitiøs plan, som jeg håber bliver realiseret, inden jeg bliver for gammel til at passe haven. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske kun har 30-40 havesæsoner tilbage! Skrækkelig tanke, som jeg vist lige skal have en coach til at hjælpe mig med at få vendt til noget positivt.



En ny køkkenhave
I år skal jeg udvide min køkkenhave betragteligt. Jeg er så heldig at have masser af plads. Køkkenhaven bliver anlagt i en kæmpestor halvcirkel med en radius på 16 meter. Der skal være 4 store bede, nogle højbede, kompostafdeling, drivhus, skylleplads, regnvandsopsamling og espalierfrugttræer. Tegningen ligger klar og udvidelsen er programsat til marts. Nøj, hvor jeg glæder mig. Det er et stort anlægsprojekt, som under ingen omstændigheder bliver færdigt i år. I år skal stier og bede anlægges, mens drivhus, højbede og espalier må vente til næste år.
Masser af udfordringer venter
Den nye køkkenhave kan producere langt flere grøntsager, end det er muligt for mig nu. De første par år bliver formodentlig lidt magre, for det tager nogle sæsoner inden jorden er forbedret tilstrækkeligt. Der bliver også en del ukrudt at fjerne i de første år, men hvis man tænker på alle udfordringerne, så tør man jo ikke gå i gang med noget.

Der er blot et problem: Hvem skal spise alle de grøntsager, som jeg kommer til at dyrke i de kommende år?

Kommentarer

  1. Jeg kom tilfældig forbi din blog.
    Dejlig med ny udfordringer.
    Man bliver aldrig færdig med haven.
    Tænk positivt. Nyd haven og lev livet som om du skal leve evigt.
    Tak for kigget.
    Godt nytår.

    SvarSlet
  2. Hvor ser den plan for din nye køkkenhave dog fantastisk ud, og det er da ikke noget problem med overflod af grøntsager - du laver da bare en lille bod ved vejen. Så bliver der råd til nogle flere planter :)

    SvarSlet
  3. Det bliver spændende - det glæder jeg mig til at følge.

    Jeg overvejer lidt af det samme - har også masser af plads, og min køkkenhave er egentlig ikke så stor. Dog stor nok til, at den giver et stort udbytte, hvilket er rigeligt til os. Men det er jo prydeffekten i en køkkenhave, der tiltrækker mig. Så mon ikke den også bliver udvidet her - på et tidspunkt... ;-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  4. Tak for jeres kommentarer. Jeg nyder ALTID at få input.
    Til Landbohaven: Det var et godt råd. Jeg lever evigt fra nu af og nyder det:-)
    Til Lene: Det har jeg faktisk perfekte forhold til, så den mulighed holder jeg åben.
    Til Staudefeen: Vil du have sparring på indretning af køkkenhave, så kontakt mig endelig. Vi har jo nok nogle af de samme overvejelser og hensyn at tage. Prydeffekt er også vigtig for mig. Netop derfor skal køkkenhaven ikke bare være et rektangel med lige rækker i. Det æstetiske er dels tænkt ind i min plan, men derudover opstår æstetikken jo også ved placering af afgrøderne: Rød salat ved siden af grøn salat osv. Guldvalmuer mellem kål osv osv.

    SvarSlet
  5. Tusind tak -det var sødt af dig :-) Ja, vi har nok samme smag.

    Jeg har dog masser af ideer og havde i min forrige have en smuk køkkenhave i engelsk stil med gange, hække osv. Min drøm er at få en køkkenhave a la dem, Rosemary Verey designede. Hun kunne bare det der med køkkenhaver ;-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  6. wow... hvor ser det spændende ud. Jeg er ret vild med din idé om at anlægge køkkenhaven som en halvcirkel. Det må blive fantastisk flot at se på, når det bliver færdigt.

    Min køkkenhave er jo en "mark" med mest af alt lange lige rækker. Jeg har tit drømt om at gøre det lidt anderledes. Tak for inspirerende læsning.

    Bedste hilsner fra Mette

    SvarSlet
  7. Bare rolig. Hvis du skulle komme til at dyrke for mange grønsager, kan de jo bare bidrage til næste års produktion. (Kompost)

    SvarSlet
  8. Kære Janne, det ser ud til at blive en super æstetisk køkkenhave. Kombinationen af smukt, grønt og sundt er det allerbedste. Når nu arealet er så udstrakt, må du dyrke noget af det, der kan gemmes og bl.a. satse på den kønne kål, som står så flot vinteren over.
    Kh Birgitte

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg