mandag den 27. februar 2012

Omsider tid til at gå i gang

I weekenden fik vi lige et lille glimt af det forår, som venter snart. Det dejlige solskinsvejr lokkede mig i haven, hvor jeg troede, jeg skulle jævne muldvarpeskud og fjerne noget gammel belægning. Jorden var trods det smukke vejr stadig frossen, og jeg måtte nøjes med at indsamle resterne af nogle nytårsraketter:-)

Min mor må i gang
I stedet kunne jeg finde nogle frø frem og køre til min private forkultivator: Min mor. Jeg har ENDNU ikke et egnet sted til at forkultivere. Ingen egnede sydvendte vinduer og intet drivhus. Jeg har i flere år produceret meget lange og tynde eksemplarer af både kål, porrer, tomater osv, men i år får jeg udelukkende min mor i sving. Hun har optimale vilkår i sin udestue, som i marts og april bliver forvandlet til et lille gartneri.

Knoldselleri skal prøves
I år skal der prøves kræfter med tomater, løg, porrer, diverse kål, men desuden også knoldselleri. Vi spiser en del knoldselleri i løbet af vinteren. Det er en fantastisk rodfrugt, som sniger sig ind i rigtig meget af vores madlavning. Men, det skulle efter sigende være en noget besværlig grøntsag at dyrke. Jeg har læst mig til, at det besværlige består i selve spiringen, som sker ved varme kombineret med ikke-direkte sollys. Det giver mig håb om, at jeg kan spire planterne her hos mig selv. Når planterne spirer frem er det vigtigt, at knoldselleri har vand nok og ikke plantes på friland før risikoen for nattefrost er ovre. Dvs. sidst i maj.

Frøene er bittesmå
Knoldsellerifrø er bittesmå - omtrent lige så små som oreganofrø. I minlandhave.dk sælger jeg knoldselleri af sorten Monarch, som er helt hvid og god til lagring. Det er selvfølgelig den, jeg skal prøve kræfter med i år. Med ganske få tiendedele af et gram får man mange knolde - hvis altså det lykkes at dyrke dem. Hovedreglen for spiring af frø er, at de skal dækkes med jord svarende til deres størrelse, og det holder stik for knoldselleri, som kun skal dækkes ganske let med jord.
Så jeg må i gang. Jeg modtager gerne gode råd og erfaringer fra andre knoldselleri-dyrkere...