søndag den 27. maj 2012

Dådyr, nissehue og trafikvest

Dådyr i min have. Det er der ofte. Det er smukke dyr, men de er frække som slagterhunde... Her i forårstiden, er der altid en periode, hvor dådyrene kommer på besøg for at nippe til min køkkenhave. I år er ingen undtagelse. Sidste år måtte jeg indhegne haven i en periode, men i år er køkkenhaven jo blevet væsentligt større og hegn er umuligt. Jeg har måttet ty til andre metoder.

Ny rekord!

Sidste weekende plantede jeg mine kål, som er forkultiveret indendøre. De store og flotte planter trængte i den grad til at blive plantet ud. Jeg færdiggjorde min plantning kl. 17, spiste aftensmad - og ved min daglige havevandring omkring kl. 19 kunne jeg se, at dådyrene også havde spist aftensmad! Det er immervæk ny rekord for dådyrene. Lurer de på mig? 

Mens jeg sad og hyggede mig ved aftensmaden, havde dådyrflokken trasket igennem min køkkenhave - uden jeg havde opdaget det. Heldigvis var der kun nippet til kålene, så alle kål ser ud til at overleve. Dådyrene skader mest ved at spise, men de skader også bedene ved at trampe rundt i de spirende planter. Ofte kommer et dådyr ikke alene, men tager hele familien med:-)

Nissehue og trafikvest holder dyrene væk

Så denne gang måtte jeg ty til nye metoder: Et fugleskræmsel bestående af et bønnestativ, en trafikvest og en nissehue! Min yngste datter konstaterede konsekvent: "Det ligner jo ikke engang en person!" Næ, måske ikke, men det har holdt dådyrene væk siden. 


torsdag den 17. maj 2012

Min nye ven i køkkenhaven: Rullerenseren

Den nyindkøbte rullerenser
At blive den lykkelige ejer af en ny stor køkkenhave åbner op for nye udfordringer. Jorden i mine fire nye bede bliver forhåbentlig god en gang, men lige nu er der masser af rodukrudt og jorden er tung efter mange år som uopdyrket jord. Jeg ved godt, at køkkenhaven ikke kommer til at strutte af sundhed i år, for det tager noget tid at få jorden porøs og næringsrig. Men det må gå som det kan.

Rullerenser i stedet for gravning

Efter at have gravet mig igennem 1,5 bed med spaden og fjernet flere trillebøre skvalderkål og græsrødder, måtte jeg indse, at med den hast ville jeg ikke få sået de sidste frø inden Sct. Hans. Det er hårdt arbejde at grave en have, og jeg kunne ikke klare et bed om dagen. Det tog nærmere to dage. Jeg overvejede at købe en fræser, men det endte med at jeg investerede i en "rullerenser". Den kan ikke rense i dybden som en fræser, men til gengæld kan den bruges mellem rækkerne af grøntsager.

To dages gravning = 1 times rullerensning

Det nykultiverede bed, klaret på en time med rullerenser.
Bagerst ses endnu et bed, som endnu ikke er blevet
kørt igennem med rullerenseren.
Nu har jeg prøvekørt min rullerenser i et af de fire bede. Det tog mig godt en time at kultivere et bed to gange. Jeg kommer ikke i dybden som ved gravning. Rullerenseren kultiverer måske i 10 cms dybde. Jeg fjerner det rodukrudt, der kommer frem og nyder i øvrigt at klare et bed så hurtigt. Nu bliver det spændende at se, om kultiveringen er tilstrækkelig - eller om der overhovedet er synlig forskel på de to forberedelsesmetoder.

Rullerenseren kan købes hos ukrudtshajen.dk. Skærene på kultivatoren kan indstilles i bredden, sådan at jeg også kan bruge den imellem de små planter, når der skal luges mellem rækkerne. Det kommer til at spare mig virkelig meget tid. I morgen klarer jeg det sidste bed.

Væk med læbælterne

Fra min køkkenhave er der nu frit udsyn til
marken og skoven.
Mit nye store køkkenhaveanlæg tager form. Og jeg er kisteglad over resultatet. Her i de sidste par dage er der blevet ryddet op omkring køkkenhaven: Et læbælte er fjernet, og det samme er nogle gamle buske. Rødderne er revet op og jorden er blevet planeret. Nu mangler der bare at blive sået græs.

Udsigt fra altanen. Bag pavillonen anes køkkenhaven. 
Fra bakken er der et godt udsyn over køkkenhaven
og med udsigt til skoven bag.
Sikke en forskel det giver, når man pludselig fjerner nogle træer. Lys kommer ind og der bliver helt nye perspektiver, man kan nyde. Jeg har fået udsyn til marken og en langt bedre sammenhæng til resten af haven og huset.


torsdag den 3. maj 2012

Planterne må ud

En brøkdel af min mors udestues plantemekka
kom med hjem
Min fine nye køkkenhave er knap nok klar til at så i endnu, men der er ikke noget at gøre: Min mors spirefabrik koger snart over af planter, så jeg har været nødt til at gøre noget. (Se tidligere indlæg om spirefabrikken)


Såning påbegyndt

Kun 1 af mine 4 nye bede i køkkenhaven er klar til såning. Faktisk har jeg allerede sået lidt pastinakker og gulerødder. (Aromata + Leira, Nantaise Milan, Colmar) De 3 andre bede er ikke klar endnu. Jeg tager lidt af gangen og på et tidspunkt, er det hele nok sået til.

Spirefabrikken koger over

Da jeg var på besøg hos min mor den anden dag, kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at tynde lidt ud i fabrikken.... De frø, som hun har været så venlig at forkultivere, er efterhånden blevet til store fine planter - og de truede nu med at overtage hele udestuen. Store fine kålplanter, knoldselleri, blegselleri, løg og tomatplanter på reoler, gulv og borde. Selv om jeg ikke er helt klar i haven endnu, måtte jeg fylde bilens bagagerum med knoldselleri, blegselleri og løgplanter. Jeg kan konkludere, at en pose knoldsellerifrø er nok til mig.

Knoldselleri Monarch og i rækken bag er det
blegselleri Pascal
Da jeg havde gjort det, var der stadig fyldt op i udestuen:-)

Ud i det fri

Planterne kom direkte ud i bedet, så det der med afhærdning gik meget hurtigt... Nu håber jeg så, at dådyrene ikke opdager de grønne planter. Hvis det alligevel skulle ske, så ved jeg, hvor jeg kan hente flere planter.