Årets mest populære grøntsager i køkkenhaven

Skønt mit salg af grøntsagsfrø ikke kan hamle op med de store virksomheder i branchen, så morer jeg mig med at lave en lille vurdering af årets køkkenhavehits, baseret på salget i min frøbutik.

Grove grøntsager hitter

Som det også var tilfældet i 2011, så er det stadig de grove grøntsager som kål og rodfrugter, der er populære i køkkenhaverne. Sidste år var rødbederne - og især den stribede Tondo di Chioggia - det store hit.

Det blev den igen, dog med vintergrønkålen halsende bagefter. (pt. udsolgt) Andre højdespringere var rødløg og forårsløg.

Vi danskere har genopfundet den gamle klassiker: Grønkålen og har fundet andet at bruge den til end julens kogte udgave. Grønkål er blevet basis for mange spændende salater. Grønkål har en lidt sød smag, når den er frisk.

Der er god grund til at dyrke kål, om så det er rød-, hvid-, spids-, blom-, savoy eller grønkål. Det er sundt, og så får man utrolig meget mad ud af det ganske lille frø, som det hele starter med. Kål er relativt nemt at dyrke, men kræver en del plads. Det opvejes dog af, at man ikke behøver så mange planter.

Midt i januar er de nye frø klar til salg i Min Landhaves webshop. Jeg kan kun gætte på, hvad næste års hit bliver....men mon ikke, vi giver os til at dyrke flere af de grove grøntsager som f.eks. pastinakker, knoldselleri og kål?

Kommentarer

Populære indlæg