Sikke en lortedag!

Selv om temperaturen indikerer noget andet, så er det sikkert, at foråret er lige om hjørnet. Det er snart tid til at gå i gang med forårets hårde arbejde i køkkenhaven.

Den lille vogn blev fyldt adskillige gange
i løbet af dagen.
For at være en lille smule på forkant, havde jeg i weekenden indgået samarbejde med min nabo, Peter. Vi arrangerede i lørdags en fælles "lortedag". Hos en tredje nabo blev der lånt en lille traktor og vogn, og så transporterede vi ellers hestegødning i store mængder. Selv samme nabo var også den venlige leverandør af hestegødningen.

Temperaturen var under nul, vinden var kold, men arbejdet med greb holdt os varme. Først blev gødningen læsset med greb på den lille vogn, så gik turen tilbage til vores haver, hvor læssene blev skubbet af vognen. Hver af mine bede i køkkenhaven blev forsynet med to læs. Peter blev forsynet med nogle gode læs til køkkenhave og bede. Tre timers hårdt, fysisk arbejde, som kunne mærkes resten af dagen:-)




Håb om et godt udbytte 

Sådan en lille sød traktor er da uundværlig.
Den er nu på min ønskeseddel!
Jeg er så glad for, at vi fik det gjort. Nu er der håb for, at min køkkenhave kan give et godt udbytte i år. Vi forsøgte at tage det mest komposterede gødning, men når man står og graver i en stor bunke hestegødning, kan det ikke nytte at være alt for kræsen. Man må bare tage for sig!

Peter er traktorfører. Jeg fik "passagersædet" på
bagklappen af vognen.
Nu mangler jeg at få gødningen i jorden. Jeg plejer møjsommeligt at grave det ned, men efter jeg har fået ny og stor køkkenhave, er det ikke realistisk at gøre. Så der er planer om fræsning i år. Nogle er for - nogle imod - men det skal i hvert fald prøves. Det må dog lige vente, til frosten er af jorden.


Kommentarer

Populære indlæg