Hurra - det regner!

Kålbedet ser rimeligt ud trods mangel på vand.
...i hvert fald i morges og formiddags. Normalt jubler jeg ikke over regnvejr, for det plejer vi at have så rigeligt af på disse kanter, men jeg har tjekket vejrudsigten med jævne mellemrum på det sidste for at tjekke, om ikke regnen kunne være på vej. Det har været en lang, tør periode med masser af sol og vind, og det udtørrer haven. Både køkkenhaven og prydhaven har været i underskud af vand. Jeg er ikke særlig flittig til at vande, for egentlig har jeg tiltro til, at naturen i sidste ende tager sig af det, men i denne periode har jeg været ude at vande et par aftenener, men jeg har nok været for nærig med vandet.

En lidt trist køkkenhave

Køkkenhaven ser lidt trist ud. Afgrøderne er blevet lidt lysegrønne, og jorden er en hård skorpe. Til gengæld har det været nogenlunde overkommeligt at holde køkkenhaven fri for ukrudt. Den er så fin lige nu - bortset fra, at planterne vokser for lidt. Men det skal nok komme. Jeg har ikke en konkurrence kørende om at komme først med noget. Bare det kommer.

En lidt trist jord

Som jeg har nævnt før, så rammer tørken ekstra hårdt, fordi jorden i køkkenhaven endnu er nyopdyrket. Sidste år blev de fire store bede anlagt, og jord, som ikke har været dyrket i mange år - om nogensinde - blev vendt og udgør nu fundamentet i køkkenhaven. Det tager lidt tid og stædighed, inden det bliver til magi! Men jeg ved det sker. Gødning, dyrkning, gødning, dyrkning. (Læs: Hestepærer/halm) Til sidst er den der. Blot skal man ikke forvente det store udbytte de første år. Jeg tager med glæde i mod de afgrøder, som lykkes:-)


Kommentarer

Populære indlæg