Status på årets kartoffelhøst

I år har jeg for første gang dyrket økologiske kartofler. Dette blogindlæg handler om, hvordan de forskellige sorter har klaret sig.
De sidste kartofler er taget op og er klar til opbevaring. Forrest Belana, bagerst Blå Congo.



De dyrkede sorter er:

  • Blå Congo
  • Raja
  • Belana
  • Efle
  • Estima

Blå Congo er sjov, men ikke en favorit

Den kraftige blå farve er et stort plus ved denne kartoffel. Jeg har bl.a. lavet blå chips af den, men ellers brugt den som alle andre kartofler. Den har ikke den store smag og er lidt melet i det. Blå Congo sprang nærmest afsted under forspiringen, men siden gik den noget i stå. Kartoflerne har været forholdsvis få og små. Desuden er skallen hurtigt blevet grov og ru. Farven gør den meget svær at se, når man graver den op. Man skal vælge Blå Congo for den sjove farve - og spise den tidligt på sæsonen.  Personligt behøver jeg ikke dyrke den igen.
Tidlig høst af Blå Congo. Den stærke lilla farve er sjov, men
de mørke kartofler kan være svære at få øje på i jorden.

Raja er min favorit

Vi bliver ved farverne. Raja har rød skræl og er lys, nærmest hvid i kødet. Kartoflerne blev store, fine og velsmagende. Selv om Raja blev sat 3 uger efter Congo, fik den alligevel langt bedre og større kartofler. Jeg dyrker gerne Raja igen.
Raja har en smuk pink farve, en fin tynd skræl og er meget lys i kødet.

Elfe og Estima

Dem tager jeg under et, for jeg synes ikke, de adskiller sig fra hinanden. Det er gode, stabilt ydende og helt almindelige gule kartofler. De blev spist i løbet af sommeren og der var rigelig med kartofler under hver knold.
Elfe klar til Sct. Hans-middagen.



Belana

Belana fik tilfældigvis lov til at stå længst her ved mig. De er alle blevet høstet til opbevaring. Der har været et godt udbytte, og kartoflerne er store og velegnede til bagning.  Belana blev sat sidst, men har givet de største kartofler. Belana er et godt valg, hvis man vil dyrke økologiske kartofler.

Samlet set har jeg haft godt udbytte af mine fem poser læggekartofler. Kartoflerne har været fine og uden sygdomme, og jeg vil vove så meget at sige, at de (med undtagelse af Congo) har været bedre end tidligere ikke-økologiske sorter. Om det skyldes bedre dyrkning, vejret, sorten eller økologien skal jeg være usagt:-)

Man har kunnet følge kartoffeldyrkningen her på bloggen, og indlæggene findes her:
Blå Congo
Kartofler i massevis
Kartofler til Grundlovsdag

Alle sorter er fra Kridtvejens Planter

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN