Kål- og julefest.



Rødkålene er stadig meget fine. De er blevet meget kompakte med helt tætte lag.
Jeg gentager helt sikkert mig selv nu, men hvor er det fedt at kunne høste grøntsager i sin køkkenhave i vinterperioden. Selvfølgelig er det nemmere at købe det i supermarkedet, og selvfølgelig er det ikke meget man sparer, men det handler om glæden ved at gøre det selv. Der investeres med tid og flid - og resultatet er velsmag og tilfredsstillelse ved at skabe noget selv.

En stor gryde med ribbede grønkål er klar til at blive til vendsysselske grønlangkål.

Julemad med kål fra haven

I går tog vi lidt forskud på juleglæden. Alle børnene var helt undtagelsesvist hjemme lørdag aften, så vi besluttede at jule lidt. Medister, flæskesteg, grønlangkål, rødkål og brunede kartofler. Både rødkål og grønkål blev hentet i køkkenhaven, men kartoflerne blev for første gang i år købt. Jeg har kun ganske få kartofler tilbage på mit lager, og de er for store til brunede kartofler.

Kålene kunne jeg dog glæde mig over. Både grøn- og rødkålene er så fine i år. Rødkålene skal tages nu, for de er ikke så glade for frost. Jeg har kun ganske få rødkål tilbage i haven, men der skal lige være nok til juleaften. Et halvt kål rakte dog rigeligt til aftensmaden.

Jeg plukkede en plasticposefuld grønkål. De blev ribbet og vasket, kogt og snittet og tilberedt på den vendsysselske måde med fløde, lidt sukker, salt og peber. Det blev meget vellykket, men det er nu også verdens nemmeste ret.
Vendsysselske grønlangkål klar til servering.






Kommentarer

  1. Uhm det lyder lækkert. Jeg tror på at det er dejligt og tilfredsstillende at være selvforsynende med kål:)
    Mine kål som bare var plantet ud i blomsterbedene blev slet ikke til noget i år.

    SvarSlet
  2. Øv, Lisbeth. Men selv om der ikke kommer meget mad ud af kålene, så er der også meget prydværdi i dem. Det er de smukkeste planter! (indtil larverne kommer....)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg