mandag den 25. august 2014

Labre larver?


Den stribede kålsommerfuglelarve (stor kålsommerfugl) er en glubsk bandit. Den elsker især grønkål og kan
være svær at få øje på under den daglige larveindsamling.

Faktisk synes jeg, at larver er ret væmmelige - og måske fortjener de ikke et nærbillede, som det ovenfor. Jeg har efterhånden skrevet en del om kåldyrkning her på bloggen, og mit bedste råd har altid været ikke at gøre noget ved larverne, men i stedet dyrke sorter, som går (nogenlunde) fri af larveangreb.

Den stribede kåldjævel

I år er det ikke helt lykkedes for mig selv. Mest fordi det er den store kålsommerfugls larver, der har været i overtal i år. Der findes nemlig to slags larver, hvoraf den ene er grøn og stammer fra den lille kålsommerfugl. Den er slem nok, men værre endnu er den store kålsommerfugls larve, som er stribet.
Den stribede larve er meget glubsk og kan hurtigt æde sig igennem de store kålblade. Hvis der er mange af dem, er det en god idé at fjerne en god portion af dem på den daglige havevandring.

Larverne elsker grønkål  - men er ikke så vilde med rødkål

Det er næppe videnskabeligt bevist, men er min personlige erfaring med kåldyrkning. Favoritterne for den stribede larve er grønkål, rosenkål og hvidkål. Rødkål kan også blive angrebet, men sjældent så slemt som de andre typer af kål. Det er især et problem i forhold til grønkål. Dels fordi larverne kan æde grønkålen meget hurtigt, dels fordi man på denne tid kunne få lyst til at spise rå grønkål. Og det er ikke så lækkert at dele kål med larverne.
En ellers stor og fin hvidkålsplante kan hurtigt forsvinde, når de stribede kållarver rykker ind.

Kål kan vokse igennem angrebet

Dog findes der også lyspunkter: Grønkål bliver ved med at vokse længe endnu, så hvis man ellers holder larverne nogenlunde i skak, så vil grønkålen vokse sig endnu større og der vil være masser af kål at høste senere på sæsonen.

Mine meget store og fine hvidkål er også hårdt angrebet. Så jeg fjerner en del larver og håber på, at jeg vinder kampen! Heldigvis kan hovedkålene også sagtens blive siddende længe endnu, så mon ikke jeg får hvidkål og rødkål til vinteren?

Den store kålsommerfugls larve er stribet, behåret og hidsig i farverne= væmmelig.

søndag den 17. august 2014

Mit bed fylder år.

Mit engelske bed har et års fødselsddag.

Der findes ingen hurtige løsninger i en have. Som haveejer finder man ud af, at blandt vilkårene for havedyrkning er langsomheden. Man planlægger, man udfører, man venter...og venter. Men det er netop det, der er så fascinerende. Alt andet i vores samfund hylder hurtighed og handlekraft. I haven gælder andre regler.

Den engelske drøm

Jeg har en drøm om høje takshække og bede a la England. Det kan man ikke skaffe sig overnight. Sidste år anlagde jeg første etape af drømmen om et kæmpe bed opdelt og afgrænset af takshække. Jeg elsker bare taks. Det er så smuk en hækplante, og jeg drømmer om at få mange topiary-klippede vækster i haven. Så man må jo begynde et sted.

Blåt og pink

Fordi jeg ikke føler mig fuldstændig erfaren i at sammensætte planter og farver, så har jeg valgt at lade hver del af bedet være styret af kun en farvenuance. I denne første etape er der to afdelinger: En blå og en pink/rosa. Jeg kan allerede nu et år efter første spadestik konstatere, at farverne kommer til at fungere. Nu kan jeg så begynde at flytte lidt rundt på planterne, for selv om planterne er placeret efter den højde, der var angivet fra planteskolen af, så holder det ikke helt.

Plantetætheden er heller ikke så høj endnu, men jeg kan godt lide at dele stauderne og dermed udfylde huller lidt hen af vejen. Så kan jeg selv vælge, hvad jeg vil have til at fylde meget - og lidt.


Sådan så det ud for et år siden. Det er blevet mere fyldigt siden.

mandag den 11. august 2014

Sommerstatus: Varme, varme og varme

Køkkenhaven lige nu. 

Sommeren blev anderledes end jeg havde forestillet mig. Jeg havde set for mig, hvordan jeg skulle gøre drivhuset færdigt, klare noget belægning, sætte vildthegn op og snedkerere på nogle havelåger. Ambitiøst ja - men som regel bringer ambitioner dig lidt længere end ingen ambitioner.

Ambitionerne fik mig dog ingen vegne denne gang. Ingen af ovenstående ting blev gjort færdige (men kom dog lidt videre). For noget så simpelt som VARME gjorde det af med min iver. Jeg har ellers haft en lang ferie i år, men tredive grader fra morgen til aften i en meget lang periode gjorde det af med min arbejdsomhed.

I stedet blev sommeren brugt på at male vinduer på huset og være sammen med familien. Og det er jo heller ikke så dårligt. Blot er haven blevet mere nedprioriteret i sommerperioden end normalt.

Køkkenhaven bugner trods tørke

Og den har jo klaret sig endda, selv om tørken og varmen har været hård ved stauder og køkkenhave. Køkkenhaven bugner med grøntsager, men sommerkålene som spidskål og savoykål har måttet bukke under for varmen. De er ganske simpelt rådnet op pga. manglende vand. De andre kåltyper ser ud til at klare sig fint igennem.

Småblomstrede tagetes flankeres af blomstrende salat. Ikke spiseligt, men for smukt til at blive fjernet.
I baggrunden ses bedet med kål.
Trods tørken ser køkkenhaven alligevel smuk ud. Det er tredje år jeg dyrker min køkkenhave (i dette anlæg), og jorden er ved at være fornuftig at dyrke grøntsager i. I år har jeg fået ekstremt fine og store grøntsager. Især gulerødderne er fine. Vi nyder det!

Den gule bladbede er smuk alene - eller sammen med andre afgrøder. Desuden god til alverdens retter.