Optakt til det spiralformede bed

Med lidt rystende hånd er den kommende spiral tegnet ind i billedet. Sådan kommer bedet til at se ud fra altanen.
I midten af billet anes hegnspælene, som markerer spiralens centrum.
Selv om det første spadestik endnu ikke er taget, så er mit spiralformede bed næsten virkelighed - i mit hoved altså. Idé og planlægning er en disciplin ved havearbejdet, som jeg i høj grad nyder. Jeg elsker det øjeblik, hvor en idé rammer rigtigt. Forinden har jeg ofte haft flere (gode) ideer, som bare ikke var helt rigtige, men som har ført til den endelige plan.

Med spiralbedet er det i høj grad sandt. Bedet har været undervejs i flere år. Først troede jeg, at bedet skulle indkranse en oval plæne. Men det var aldrig helt rigtigt. Det bliver det nu.

I centrum af spiralen skal stå et springvand. I flere år har det helt særlige springvand ventet på at finde sin plads i haven. Jeg er så glad for, at det endelig lykkes mig at tænke det ind. Men hvordan tegnes egentlig en spiral? Jeg har endelig efter lidt hovedbrud og research fundet ud af det.

I centrum er en cirkel

Man laver et centrum bestående af en cirkel. Ikke et punkt, men en cirkel med en vis diameter. I mit tilfælde ca. 1 meter. Jeg har markeret cirklen med 6-7 hegnspæle. Så sætter man en snor fast på det punkt på cirklen, hvor fra spiralen skal udspringe. Jeg har sat snoren fast på en af hegnspælene. Herefter vikles snoren omkring pælene. F.eks. et par runder. Nu er man klar til at tegne spiralen op.

Man "tegner" spiralens form ved at gå modsat end før. Dvs. man vikler snoren ud igen samtidig med, at formen tegnes. Man holder fast i enden af snoren og markerer, hvor man går. Herved vil man komme længere og længere væk fra cirklen og spiralen aftegnes. Mit bed kommer til at strække sig over "en omgang". Jeg har på den måde markeret indersiden af mit bed. Ydersiden af bedet laver jeg ca. 2 meter længere ude.

Kommentarer

  1. Det ser spændende ud. Glæder mig til at se det i tv :-) Det er lidt sjovt, jeg lige kom her forbi. Jeg kunne nemlig ikke huske, hvem det var der havde skrevet om at hendes have skulle i tv nord og jeg har tænkt over hvornår det nu kom, og så kunne jeg jo se det her.
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen
    Bedstemorshave.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lene, det var godt, du fik det opklaret:-) Jeg glæder mig til at vise nogle af mine projekter i tv.

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg