Jeg samler hjerner

Så er der samlet "hjerner". Når de er tørre, er de lettere at børste rene.
Det ser ud som om, det har regnet med mini-hjerner i haven. Valnødderne er faldet ned fra træet, og under kronen ligger der nødder. Og vi kan ikke komme uden om, at de ligner små hjerner. Med rund hånd er de strøet på græsset og i bedene.

Grøn-brune kapsler 

Jeg havde ellers indtryk af, at der i år ikke var særlig mange valnødder. Men nogle er det da blevet til. Det vigtigste arbejdsredskab i valnøddehøsten er handsker. Jeg samler de grønne, brune nøddekapsler, flækker dem og tager valnødden ud. Nogle af dem er allerede slået ud af kapslen i kollisionen med jorden. Nogle af kapslerne er godt slimede og brune, mens andre stadig er grønne og hårde. De skal helst være et sted midt imellem. Grøn/brune og revnede - så er nødden let at tage ud.

Husk handskerne, hvis du vil undgå sorte fingre, når de klistrede valnøddekapsler skal knækkes.
Der er masser af farve i valnøddekapslen.

Jeg samler nødderne og tørrer dem langsomt. Derefter opbevares de tørt. Valnøddetræet er sådan et fint træ i haven. Det kræver en halv times indsats om året - og så har man valnødder. Det er da en gave til enhver have.
Inden i gemmer der sig de fineste små valnødder.

Kommentarer

  1. Sikke en dejlig luksus.
    Vores nabo har et nøddetræ. ... Desværre er det sygt og ser trist ud men vi håber det kommer igen.
    Kan du nå at tørre dem så de er klar til jul?
    Mange hilsner Susan

    SvarSlet
  2. Jeg har et mindre træ, så der går nogle år inden det giver noget. Men hørte lige at nogle siger at man med fordel ved store træer kan samle bladene sammen, så de ikke ligger på jorden om efteråret. De skulle indeholde den samme syre(?) eller andet, der også farver hænderne og kan være hårdt ved træet.. Mon det er en and, eller har du hørt om det? Mvh Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulla, det har jeg ikke hørt om, men muligvis er det rigtigt. Dog tror jeg ikke, jeg ville prioritere at fjerne blade. Jeg har ladet bladene ligge hvert år, og træet har det udmærket. I naturen ville bladene jo heller ikke blive fjernet. Mit træ var cirka ti år gammelt, inden det gav nødder.

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg