onsdag den 25. februar 2015

Optakt til det spiralformede bed

Med lidt rystende hånd er den kommende spiral tegnet ind i billedet. Sådan kommer bedet til at se ud fra altanen.
I midten af billet anes hegnspælene, som markerer spiralens centrum.
Selv om det første spadestik endnu ikke er taget, så er mit spiralformede bed næsten virkelighed - i mit hoved altså. Idé og planlægning er en disciplin ved havearbejdet, som jeg i høj grad nyder. Jeg elsker det øjeblik, hvor en idé rammer rigtigt. Forinden har jeg ofte haft flere (gode) ideer, som bare ikke var helt rigtige, men som har ført til den endelige plan.

Med spiralbedet er det i høj grad sandt. Bedet har været undervejs i flere år. Først troede jeg, at bedet skulle indkranse en oval plæne. Men det var aldrig helt rigtigt. Det bliver det nu.

I centrum af spiralen skal stå et springvand. I flere år har det helt særlige springvand ventet på at finde sin plads i haven. Jeg er så glad for, at det endelig lykkes mig at tænke det ind. Men hvordan tegnes egentlig en spiral? Jeg har endelig efter lidt hovedbrud og research fundet ud af det.

I centrum er en cirkel

Man laver et centrum bestående af en cirkel. Ikke et punkt, men en cirkel med en vis diameter. I mit tilfælde ca. 1 meter. Jeg har markeret cirklen med 6-7 hegnspæle. Så sætter man en snor fast på det punkt på cirklen, hvor fra spiralen skal udspringe. Jeg har sat snoren fast på en af hegnspælene. Herefter vikles snoren omkring pælene. F.eks. et par runder. Nu er man klar til at tegne spiralen op.

Man "tegner" spiralens form ved at gå modsat end før. Dvs. man vikler snoren ud igen samtidig med, at formen tegnes. Man holder fast i enden af snoren og markerer, hvor man går. Herved vil man komme længere og længere væk fra cirklen og spiralen aftegnes. Mit bed kommer til at strække sig over "en omgang". Jeg har på den måde markeret indersiden af mit bed. Ydersiden af bedet laver jeg ca. 2 meter længere ude.

tirsdag den 24. februar 2015

En ny kompost er på vej

Enkeltdelene er klar. Nu skal komposten sættes sammen.
Måske er det ikke for alvor blevet forår - og måske er det stadig ikke vejret, der lokker os ud i haven, men faktisk er netop nu et godt tidspunkt at få søsat nye projekter i haven.  Når først foråret kommer får jeg rigtig travlt med "drift" af haven, at det er svært at få udvidet med nye tiltag. Så jeg er netop nu i gang med at bygge en ny kompostbeholder.

Kompostbeholder med plads til 3 kubikmeter

Kompostbeholderen har længe stået på ønskesedlen i min have, men ligeså længe er den blevet skubbet nedad på listen over gøremål. Men nu er jeg i gang. Jeg fik tegnet, regnet på mængde af brædder, bestilt og leveret brædder. Den lange bagside og de fire korte sider er færdige. Nu mangler jeg sådan set bare at få den samlet og sat forsider på.

Jeg elsker at bygge

Femte klasses sløjd-lærdom kommer mig til gode nu. Jeg er nemlig meget glad for at bygge ting til haven, når der er brug for det. Kompostbeholderen hører bestemt til i begynderafdelingen. Det er ret nemt at gå i gang med. Jeg tror, at min beholder NÆSTEN bliver lige.

Hvilken type kompost?

Skønt jeg har dyrket køkkenhave i mange år, må jeg med skam indrømme, at jeg aldrig har gjort ret meget i kompost. Det er kun blevet til bunker i udkanten af haven. Men bedre sent end aldrig.
Jeg har researchet lidt på området, og som med alle andre discipliner i haven, så er der mange meninger om den sag. Magasinet Haven havde for nylig en udmærket artikel om de forskellige kompostmetoder. Så jeg går efter den sværeste og mest ambitiøse udgave: Varmekomposten.

Her er det bakterier og svampe som nedbryder det organiske materiale - og ret hurtigt. Hemmeligheden bag den hurtige transformation er varmen. For at bringe temperaturen højt op i beholderen er det nødvendigt, at man sammensætter komposten af dyregødning og grønt materiale i lag. Aha - jamen, det lyder meget simpelt. En ting er teori, en anden praksis.



fredag den 20. februar 2015

Min have bliver en tv-have

Det bliver virkelig en spændende sæson i min have. Fra april måned sender TV2/Nord hver uge en udsendelse, som handler om livet i min have. Det kommer til at handle om min køkkenhave, drivhus, nye bede, dådyr, gør-det-selv projekter og i det hele taget udfordringerne ved at skabe en skøn have.

Anders og Niels fra Dansk Film og Tv står for produktionen.
Optagelserne er allerede i gang - og den største udfordring i den forbindelse er kulden. Føj, hvor er det koldt at stikke fingrene i jorden på denne årstid:-) Men det er også sjovt. Jeg glæder mig rigtig meget til at lave tv.

Jeg håber mange af jer vil følge mig på TV2/Nord fra april. Udsendelserne vil også kunne ses på nettet.


fredag den 6. februar 2015

Chili sætter sæsonen i gang

Primitiv anordning: Plastikpose i bunden af en træksasse. Herpå potter overtrukket med en frysepose.
De forhåndenværende søms princip.
Det er absolut det tidligste tidspunkt, jeg nogensinde har sået.  Hardcore chilidyrkere har sikkert for længst sået deres chilier, og nu gør jeg det også. Chilier er længe om at udvikle sig. Det siges, at der går mellem 4-7 måneder fra frø til frugt. Så om alt går vel har jeg chilier til juli og frem.

Chilifrøene er sået 4-5 stykker sammen i hver potte. Potterne står på en "bakke" lavet af en plastikpose, der er sat i bunden af en trækasse fra supermarkedet. På den måde kan jeg vande fra bunden, hvilket er meget vigtigt for at undgå at jorden mugger og spirerne rådner.

Chili er muligvis et modefænomen, men et dejligt modefænomen synes jeg. Vi spiser meget chili her hos os, men alligevel er begrænsningens kunst den sværeste, når det kommer til chilidyrkning. Det er trods alt begrænset, hvor mange chiliplanter, man har brug for. Men nu har jeg sået omkring 50 frø, så er der lidt der går tabt i spiring, og nogle planter at bytte med og forære væk.

Chili kan tørres
Chili er også en dejlig plante, fordi den kan forsyne os med chili året rundt. Det er nemt at tørre chili og dermed have chili til hele vinteren og det følgende forår. Chilifrugterne skal blot placeres ved stuetemperatur, f.eks i en vindueskarm, indtil de er helt tørre. Derefter kan de opbevares i en dåse eller en pose vinteren igennem. Og smagen bevares.

mandag den 2. februar 2015

Spiretest

Det ligner en bakke sushi - men det er altså en test
af mine gamle frøs spireevne.
Sneen drysser stille ned her i begyndelsen af februar. Det er smukt og jeg elsker sneen, som giver masser af lys - og mulighed for at stå på ski i skoven.

Men derfor er det alligevel - og heldigvis - tid til at forberede årets køkkenhave. Jeg har været ved at planlægge årets afgrøder, bestilt læggekartofler samt lidt tomat og chilifrø. Jeg har masser af frø fra tidligere år, og ofte har frø fin spireevne, selv om de har ligget siden sidste år. Dog ved jeg, at der kan være problemer med især løg og gulerødder, så jeg har foretaget en lille test i dag.

Jeg tester frøenes spireevne ved at lægge frø på våde vatrondeller. Jeg har lagt rondellerne i en emballagebakke og trukket film over. Så vil lys, varme og tålmodighed afsløre, om det kan betale sig at så de gamle frø eller jeg skal have skaffet nye. Som altid, når jeg står med frø i hånden, så er det mig næsten ubegribeligt, at der skulle være liv - og mad - i de frø! Men vi får se:-)