Undgå køkkenhave-stress og så tidlig spidskål

Noget af det sværeste ved at dyrke en køkkenhave er at time afgrøderne til at levere på forskellige tidspunkter. Som køkkenhaveejer ønsker man ikke at få alle afgrøderne klar til høst på een gang. For så ender det med, at man får køkkenhave-stress:-) Det kan man få, når mange grøntsager er klar til høst, men man ikke kan nå at spise dem.

Her er de små kålplanter sået i bakker i drivhuset. Disse er mere end klar til at blive priklet om for at få optimal vækst.

Når man dyrker køkkenhave i Danmark, så kommer man dog ikke uden om, at langt de fleste grøntsager bliver klar til høst i august - september. Det er et grundvilkår, for sådan er klimaet indrettet hos os.

Man kan dog gøre noget for at vride vilkårene lidt. Man kan f.eks.:

  • dyrke sorter, som egner sig til lagring og på den måde have friske grøntsager længere. 
  • dyrke sorter, som har hurtig vækst - og langsom vækst
  • starte sæsonen i drivhus og vindueskarm
En tidlig og supergod spidskål: Eersteling
Kål findes i mange afskygninger og sorter. De fleste af os forbinder nok kål med hovedkål - og som en vinterspise. Men faktisk kan man også dyrke tidlige kål. Det giver den fordel, at man har en afgrøde klar før køkkenhaven normalt peaker - og at man kan høste kålen inden de uundgåelige kållarve-angreb.


Spidskålen Eersteling er en god sommerkål, som er klar til høst langt før de sene hovedkål som rødkål og hvidkål.


Jeg har god erfaring med sorten Eersteling. Det er en tidlig spidskål, som smager ganske fortrinligt. Den vokser hurtigt og danner fine, lyse og tætte hoveder. Eneste ulempe ved Eersteling er, at den ikke kan blive stående uhøstet i køkkenhaven. Når den er klar, skal den høstes. Løsningen på det er enten at så løbende eller lagre kålen i køleskab og spise så mange spidskål, som man kan!
Eersteling er derfor heller ikke den kål, man skal så alt for mange af. I min have sætter jeg et par rækker - og det er nok omkring 15 planter. Så vil der altid være lidt spild, og måske 10-12 kål at høste. Nogle år flere - andre år færre.

Forspiring indendøre i marts
Det er netop nu, at Eersteling skal sås. Jeg sår normalt i en bakke i drivhuset omkring 1. april, for kålplanterne kan godt tåle kølige nætter og vil samtidig gerne have meget lys. Ellers bliver de let lange og ranglede. I år forsøger jeg at speede processen yderligere op ved at forspire i vindueskarmen midt i marts. Men der skal holdes godt øje med spirerne. Kål er meget ivrige og kan blive lange i løbet af et øjeblik. Lige så snart de spæde planter kommer frem, flytter de i drivhuset. Hvis der er udsigt til kølige nætter med frostgrader er det en god idé at beskytte planterne med en fiberdug eller lign. 


I drivhus i april
Når de små planter er klar, prikles de om. Jeg plejer kun at gøre det en enkelt gang - og nogle gange har jeg slet ikke nået det - og der er alligevel kommet fine kål ud af det. Men den bedste og kontinuerlige vækst fås ved at prikle og dermed give den lille plante ny og frisk jord og næring. 

Udplantning sidst i april / begyndelsen af maj
Man kan uden tøven udplante kålplanter på friland i maj. De tager hurtigt fat og trives udmærket i det kølige forår på friland. Hvis man gerne vil have tidlige spidskål, så kan man plante de små kålplanter på friland allerede i april under en plasttunnel. Så får man givet optimale vilkår for en tidlig høst.

Eersteling-spidskålen er klar til høst i juli. Kålen er fin lysegrøn og har en god mild smag.
I juli kan man forvente at høste de første lækre spidskål. Spidskål er en dejlig mild kål - som er god til begynder-kålspisere:-) 
Hvis man bedre kan lide savoykål, så kan man prøve at dyrke sorten "Vorbote", som ligeledes er klar til høst i sommerperioden. 

Kommentarer

  1. Jeg har også været lidt tidlig ude med kålen i år, og du har helt ret. De stak tilvejrs nærmest over night. Jeg har en havestue som er frostfri, men kølig om natten. Der bliver de flyttet ud nu. Troede egentlig, at det var for tidlig, men nu vover jeg forsøget ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ina, det kan også let være for tidligt, hvis man ikke har tilstrækkeligt lys og kølighed at tilbyde. Men det har du heldigvis. En havestue er en stor gave i forhold til forspiring!

      Slet
  2. Tak for et spændende og let-forståeligt indlæg. Vil også forsøge at avle brugbare kål til køkkenet hér. Sået spidskål i vindueskarm for få dage siden. Spirer allerede så småt med en skærm af alu-folie bagved. Det skulle mindske faren for ranglethed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Niels, Tusind tak for det tip. Det giver god mening! Jeg har selv lidt dårlige spireforhold indendøre, så det tip vil jeg afprøve.

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg