Naturen som med- og modspiller

For nogle år siden tog jeg beslutningen om at skabe en skøn have. Dengang havde jeg haft held med at etablere en mindre køkkenhave på en naturgrund. Opildnet af successen, blev jeg forelsket i havelivet: Skønheden, nytteværdien, arbejdet, naturen.

Billedet er fra omkring 2010-2011,  hvor jeg byggede pavillonen. Dengang havde jeg endnu ikke anlagt den store køkkenhave. Men dyreliv var der i rigelig mængde - også dengang.

Ambitionerne blev (væsentligt) større, og jeg besluttede at lave hele naturgrunden (og lidt af marken) om til en smuk have. Så smuk som jeg nu kunne. Så fulgte en lang historie med store maskiner, skvalderkål, byggerier, flere maskiner, hestemøg, tegninger - og nye tegninger, planter, hæk, tørt sandjord og dådyr og mosegrise. Og sådan fortsætter historien...

I de år, der er gået, har jeg lært, at naturen er en stærk med- og modspiller i forhold til at nå min drøm om en smuk have. Forholdene hos mig er svære: Den tørre sandjord på den Jyske Ås, vinden, mosegrise, muldvarpe, snegle og ikke mindst dådyr. Men netop naturen er også styrken: Dyrelivet, landskabet, jorden. Blot gælder det om at udnytte styrkerne og gå uden om svaghederne. Det dur ikke at plante næringskrævende stauder på den golde sandjord.

Mit haveliv er ikke Dalbysk idyl

At skabe en smuk have er en proces, som ikke lader sig koge ned til en tegning, en kort anlægsproces, og herefter nydelse. I stedet er det en livslang proces og læring, som hele tiden skal have opmærksomhed. Jeg læser mig til meget viden - og prøver derefter af, hvordan det virker hos mig. I bøgerne står der, hvordan man anlægger et espalier med æbletræer på fire år. Derimod er det ikke angivet, hvad man skal gøre, når dådyrene spiser skuddene på træet efter 1 år. Haveblogs og havebøger omtaler sjældent alt det, der ikke lykkes - og det er selvfølgelig også drømmen om successen og det smukke resultat, som driver os.
Skønhed er der masser af i køkkenhaven - også selv om ikke alt lykkes.

To skridt frem...

Men havelivet rummer også "to skridt frem og et tilbage" - ligesom livet jo også ofte er uden for haven. Derfor prøver jeg at fokusere på processen - mens jeg bevarer drømmen om en have af Dalbyske dimensioner for mit indre blik - uden at stirre blindt på den. Måske når jeg til det engang? Indtil da må jeg fokusere på glæden ved selve arbejdet og de små ting, der lykkes.

Når man fokuserer på processen øver man sig i stedet i at være i nuet - og glæde sig over de erfaringer, man gør sig - gode som dårlige. Det lyder let - men selvfølgelig er det ikke altid det. Jeg ville ind imellem gerne skyde genvej til den smukke have, hvis jeg kunne. Men haver kan man ikke skynde på.

Havearbejde=ukrudt i lange baner.





Kommentarer

  1. Det er et skønt ægte og ærligt og genkendeligt indlæg! Jeg kan mærke at jo længere jeg kommer i processen med at anlægge min have her på 3.året, jo mere afklaret og jo mere ro kommer der på, det kan vel kaldes at falde i samklang.
    Ha en god pinse:-)
    Hilsner Anette

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg