Tørke i haven giver hurtig blomstring

Det har været en meget tør forsommer. For kun en uge siden fik vi et ordentligt tordenskyl i haven, men det er der ingen spor af nu. Der har været sol, vind, varme og "overvejende tørt", som det hedder i vejrudsigten. Med andre ord har vi haft en fantastisk periode med dejligt, solrigt vejr. Sommergarderoben er blevet fundet frem, og vi danskere har nydt de fine, fine sommeraftener. Men haven lider under det.

Netop nu er bedene knastørre - og da min have består af tør sandjord, så går det stærkt med udtørringen. Det er værst i de nye bede, hvor planterne ikke står så tæt. Her kan solen komme til at udtørre. I de tæt beplantede bede, er det bedre.

Bjergknopurt kan tåle varmen og den tørre sandjord. De blomstrer flittigt lige nu.

Køkkenhavens divaer har det hårdt

Køkkenhaven er hårdt ramt. Mange af afgrøderne når ikke at vokse til fuld størrelse, inden de gror i frø eller stok. Salatplanterne har dannet frø, til trods for at jeg har vandet. Det samme sker med spinat og bladbede. De bryder sig ikke om at blive presset af for meget varme. De skynder sig at sætte frø.
Derudover er køkkenhavens divaer: Selleri (knold- og blad-) slet ikke begejstrede for varmen. Man kan ikke se konsekvensen lige nu, men knoldsætningen er allerede truet. De bryder sig ikke om at mangle vand.

Mange af stauderne blomstrer flot lige nu, men varmen gør, at det bliver en hurtig blomstring. Mange af dem kan heldigvis klippes ned og giver måske dermed et ekstranummer senere.

Hostaerne under valnøddetræet lader sig ikke forstyrre af tørken. De står i skygge og ser frodige og smukke ud.

Tørken bringer to gode ting:

Tørken har 2 fordele: Det går hurtigt og nemt med hakkejernet. Det stryger igennem sandjorden så let som ingenting. For det andet har nyt ukrudt svært ved at etablere sig. De små spirer bliver brændt af, inden de kommer i gang.

Så jeg holder skarpt øje med vejrudsigten. Lige nu ser det ud til, at mandag/tirsdag kan give haven lidt vand. Jeg krydser fingre!
Det engelske bed strækker sig hen over en skråning. Her er det særdeles tørt.
Forrest i billedet ses den ældste del af bedet - som nu er tre år. Den del klarer sig OK.
Bagest i billedet ses den del af bedet, som blev anlagt sidste år. Her har planterne det hårdt.

Kommentarer

  1. Det er tørt - også i min sandjord. Faktisk plejer jeg ikke at vande, men jeg har også så meget nyt i bedene i år, så hvis jeg ville bevare det, var jeg nødt til at sætte gang i sprinkleren - og alligevel lider det derude. Allermest tydelige i græsset under de store træer - men pyt med det, for græsset kommer igen, når vi får regn!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg plejer også at sætte min lid til naturen. Men køkkenhaven har fået lidt hjælp.

      Slet
  2. Det var et godt indlæg! Vi har også sandjord, køkkenhave og meget nyt. I går da jeg rendte og vandede blev jeg noget frustreret, for det første meget vandværksvand og for det andet, der er lidt langt mellem tingene i køkkenhaven visse steder. Men havde dog også en skøn oplevelse, tagetes har sået sig selv fra sidste år, og det samme med et par gammeldags salater, ikke voldsomt meget, med det er altså dejligt at opdage:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Evnen til at fokusere på det positive, er god at have - især når der er frustrationer. Og det er da virkelig dejligt med de små overraskelser. Jeg undrer mig over, at de små salatspirer har held til at vokse her i varmen, men naturen overrasker ofte:-)

      Slet
  3. Vi skulle helst ønske regn om natten og strålende solskinn om dagen! Her i Bergen er det også veldig tørt, og med brønn er jeg redd for å gå tom for vann. Men heller dette enn det kalde våte vær vi hade i fjor! I dag har jeg luket på en grusplatting, og den jobben går som en drøm! Ha en fin helg! Hilsen Anne-Kristin

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret, Anne-Kristin. Sol om dagen og regn om natten; det er perfejt:-) Her i nat har vi omsider fået lidt vand. Hurra! Nu bliver græsset atter grønt.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN