Hullerne lukkes i køkkenhaven


Min køkkenhave er ikke kun til nytte, men bestemt også til nydelse. Det er min ambition, at den skal være smuk hele sæsonen. 

Skønheden skabes ved at skabe variation i rækkerne mht. bladformer og farver. Det betyder for eksempel, at jeg mellem rækkerne af grøntsager også dyrker blomster. Rækkerne af grøntsager varierer, så de fire rækker kartofler ikke står side om side, men er pænt fordelt i bedet med rækker af squash og blomster i mellem.

Frøposerne er altid i nærheden

Jeg sørger også for - så vidt muligt - at der ikke er tomt i køkkenhaven på noget tidspunkt. Sidst på sæsonen er det ikke helt muligt, men indtil da, tænker jeg over, at lade squash og græskar brede sig der, hvor kartoflerne er taget på. Eller jeg sår nyt efterhånden, som noget forsvinder, så poserne med frø gemmes aldrig helt væk.

I år såede jeg i køkkenhaven i begyndelsen af maj. Siden har vi haft massiv varme og tørke i hele Danmark, og det har ikke ubetinget været en fordel for spiringen. Varme er godt, men kun i følgeskab med vand. I rækkerne er der lidt huller. Nogle rækker har spiret sporadisk eller slet ikke. Det kan selvfølgelig have flere årsager. Gulerøddernes spiringsevne falder hurtigt, hvis frøene bliver gamle. Og jeg kan sagtens finde på at bruge frø, jeg har liggende fra tidligere år, og det er ikke altid en god idé.

Hullerne lukkes

Efter tre-fire uger har alle frø fået en chance, og det er tid til at lukke hullerne. De ringe - eller slet ikke - spirende rækker bliver sået til igen, så køkkenhavens areal udnyttes bedst muligt. Bar jord giver ikke mad på bordet og fremmer ukrudtet. Når rækkerne vokser til og lukker sig over mellemrummene, bliver ukrudtsmængden mindre. Men naturligvis ikke vedligeholdelsesfri. Det begreb findes ikke i haver.

Man kan så i sin køkkenhave hele sæsonen, men deadline for at så noget, der også skal høstes i dette efterår er omkring 1. juli. Derefter kan man så til overvintring eller grøngødning.

Kommentarer

  1. fed stil - lige min holdning :) :)
    snart go' weekend

    SvarSlet
  2. Jeg fylder huller ud efter samme princip. Man skal bare huske at det der er et stort hul lige nu, ikke nødvendigvis også er det om to måneder.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg