Er oprydning i haven virkelig så vigtig?

Køkkenhaven ser stadig frodig ud i september. Men jo mere vi høster, desto mere åbent bliver der. Det betyder ukrudtet får gode betingelser.
Vejret indbyder ikke altid til havearbejde i efteråret. Det regner i flere dage i træk - og måske blæser det også. Jeg har mere lyst til varm kakao og Netflix end knokkelarbejde i haven!  Sådan har jeg det i hvert fald. Men efteråret byder heldigvis også på lune, solrige tørvejrsdage, hvor man måske lige skal overveje at hoppe i gummistøvlerne og ordne haven en sidste gang inden vinteren.

Efterårets oprydning og lugning i haven er måske årets vigtigste. For det første er det ukrudtets favorittidspunkt. Det fugtige vejr giver virkelig medvind for ukrudtet, som nærmest springer op af jorden, hvis man vender ryggen til et øjeblik. Jo mere du kan fjerne nu - desto nemmere har du det til foråret.
For det andet: En pæn efterårshave bliver til en pæn vinterhave. Ikke alle vintre byder på et pænt snedække. De danske vintre kan sagtens være grønne og fugtige - og så er det rart at se på nogle ryddede bede.

Jorddække hæmmer ukrudtet

I køkkenhaven er der stadig mange afgrøder at hente. Nej, hvor vi nyder det! Men rundt omkring begynder rækkerne også at blive tynde - og flere og flere arealer står bare. Det inviterer ukrudtet til at spire. Derfor er det en god idé at jorddække - enten med halm, hækafklip, græsafklip, blade, naturgødning, kompost eller jordforbedringsprodukter - som f.eks. Champost Jordforbedring. Et godt jorddække er nyttigt hele året, men især til efteråret. Så kan fugten og næringsstofferne bevares vinteren igennem, og samtidig bliver organisk materiale omdannet til jord. Desuden hæmmes væksten af nyt ukrudt - og DET er vi glade for! Der findes ikke vedligeholdelsesfri haver, men jo mindre ukrudt, der skal trækkes op - desto mere tid kan man bruge på sjovere ting.

Grøngødning er også en mulighed

Jorddække er ikke eneste mulighed i køkkenhaven. På større flader kan det være en idé at så grøngødning som f.eks. havre, vintervikke, blodkløver eller ærter. Planterne bliver ikke til noget særligt, men formålet er egentlig også bare at dække jorden, så ukrudtet ikke får magten. Desuden er grøngødningen nyttig, idet den binder kvælstoffet, så det ikke udvandes i vinterperioden.

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN