Mere sne...

Min have har været dækket af sne i to måneder nu, og det er næsten ikke til at forestille sig, at foråret venter lige om hjørnet. Jeg har nydt sneen, fordi den har givet mig mulighed for at stå på langrendsski i skoven. Men....nu begynder det så småt at klø i de grønne fingre.
Jeg er så heldig at have min egen frøbutik (minlandhave.dk) og derfor glæder jeg mig meget til at komme til at så nogle af de nye frø. I år skal jeg bl.a. dyrke hvide radiser: "Istap" og masser af orange og lilla gulerødder. Det ser smukt ud i en salatskål. Og apropos salater, så skal jeg generelt bare have mange forskellige slags: Rucola, hovedsalaten Brune d'hiver, De Fire Årstider og måske kinakål?

Glæder mig til årets bønner
Af en eller anden grund er jeg glad for at dyrke bønner. Måske fordi, der fås så mange forskellige - men måske fordi de er ret driftsikre. Man sår et enkelt frø, og sidst på sæsonen har man massevis af bønner. Desuden kan de fryses, så man har glæde af dem året rundt. I år har jeg fået fat i nogle fine bønner, synes jeg selv. Jeg glæder mig især til "Black turtle", som er de helt rigtige sorte bønner man bruger i chili con carne. Jeg rejste for mange år siden rundt i Mexico, hvor vi morgen, middag og aften fik sorte bønner kogt ud som grød. Det lyder måske ikke så lækkert, men man opnår nærmest en afhængighed af dem - og så er det sundt. Jeg glæder mig til, at jeg skal tilberede ægte mexicanske (danske) bønner.

Status for sidste sæson
Men inden jeg laver den endelige plan for min køkkenhave, så skal jeg gøre status over sidste års køkkenhave. Jeg skriver altid notater i et lille hæfte undervejs i havesæsonen. F.eks. har jeg sidste år skrevet: "For få gulerødder!" "For få rødbeder!" Jeg kunne også have skrevet: Husk at så salat i flere omgange. Det er jeg slem til at glemme, men hvis man husker det - så har man salat i hele havesæsonen. Lige nu glæder jeg mig meget til at sætte tænderne i friske smagfulde grøntsager, som er dyrket økologisk og bare smager SÅ meget bedre end denne årstids supermarkedgrøntsager.....

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN