Bønner i massevis

Lige nu er hele familien under særdeles hårdt pres for at nå at spise alle køkkenhavens afgrøder, inden de går til grunde. En af de afgrøder, som høstes lige nu, er bønnerne. Jeg har flere forskellige slags, og heldigvis gør variationen af sorterne, at høsttidspunktet også varierer lidt.

Caruso, grøn buskbønne med meget lange bælge.
Jeg høster bl.a. Caruso, som er en buskbønne, der giver MEGET lange grønne bælge. Den er glimrende til at koge frisk og bruge i bl.a. en bønnesalat. Man kan også blanchere og gemme i fryseren, hvis det er umuligt at få spist hele høsten med det samme.

Høst af bønner: Caruso, Beurre Rocbrun og Borlotto.
Det er faktisk umuligt for os at spise bønner i samme takt som de høstes. Derfor vil jeg i år forsøge mig med at tørre nogle af bønnerne. Til det formål har jeg udvalgt mig sorten Black Turtle, som modner lidt senere end f.eks. Caruso og endnu senere end Haricot Beurre Rocbrun. Sidstnævnte er en gul bønne, som er særdeles produktiv og tidlig. Den kan jeg heller ikke helt nå at høste, så måske tørrer jeg også den. Black Turtle har sorte frø i bælgene og er den helt rigtige ingrediens til Chili con carne.

Tørring af bønner
Tørring af bønner sker delvis på planten - og senere hen trækker man simpelthen hele planten op og hænger den til tørre. Når bælge og frø er helt tørre, bælger man og kan opbevare bønnefrøene til senere brug i køkkenet.

Man skal ikke dyrke tørrede bønner for at spare penge - men når alt kommer til alt: Det er de færreste køkkenhaveentusiaster, som dyrker noget som helst for at spare penge! Den motivationsfaktor er ligesom ikke i spil. Det er til gengæld tilfredsstillende at have dyrket sine egne grøntsager og være helt sikker på, at de er friske, naturligt dyrkede og ikke mindst velsmagende.

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN