Den grimmeste have i landet her...

Jeg går til bekendelse....min have er den grimmeste i landet lige nu. Det er jeg sikker på. Derfor har jeg også længe undgået at bevæge mig ud i den. Jeg ville ikke konfronteres med det, som indtil oktober var en dejlig køkkenhave. Jeg ville ikke risikere at se, at der i græsplænen var endnu flere muldvarpeskud end dem, jeg kan se fra stuevinduet.

Lokket af solen tog jeg mig sammen, og gik derud...

Hmm...som ventet. Ganske uskønt, og ubegribeligt for den menneskelige hjerne, at naturen kan rumme så store modsætninger. Tænk på juli måned med al dens frodighed - og så dette! Hvordan kan det rummes inden for et år - og samme sted?

Lyspunkter
Dagens lyspunkter er, at jeg næppe behøver rydde køkkenhaven til marts. Dyrene har gjort det for mig. Jeg havde mange porrer tilbage i haven, som skulle have været spist i løbet af vinteren, men begravet i snemængderne blev det ikke til noget. Nu har dyrene spist samtlige porretoppe, så kan vi måske spise resten, hvis vi får dem fri. De er stadig dybfrosne og sidder godt fast i jorden.
Kåltoppe og rosenkål er fuldstændig væk. Spist. Dyrene har haft fest. Man kan vel godt betragte det som lyspunkter?

Også skønhed at se...
Solen gjorde også sit til, at min havevandring i dag blev tålelig. Der var skønhed at se. Hvis man fokuserer på de stedsegrønne, frostdækkede blade, kunne man fastholde skønheden et øjeblik. Bortset fra det: Æstetisk nedtur. Grimt, grimt, grimt...