Køkkenhaven spirer

Jeg sætter stor pris på den tidlige varme i april og maj, men jeg tror også, at min køkkenhave sætter stor pris på den sidste tids regn. I hvert fald er der nu omsider spiring at se, og jeg kan begynde at tjekke om alle afgrøder spirer som forventet.

Salaten spirer mellem løgene. 
Tvivlen sætter ind
Hvert år ligger jeg på knæ i køkkenhaven og stirrer på jorden for at få øje på de bitte små kimplanter. Hvor er rækkerne? Kommer rødbederne overhovedet i år? Har hønsene mon spist frøene? Plejer salaten ikke at spire nærmest dagen efter såningen? 
Det er som om skuldrene falder lidt ned igen, når rækkerne efterhånden bliver synlige. Det sker, at noget slår fejl, men i store træk ser det godt ud. Salaten kommer, gulerødderne kommer, rødbederne, bladbederne, ærterne, bønnerne...Dog lige med undtagelse af de steder, hvor dådyrene har danset i min køkkenhave.
PS: Dådyrene har endnu ikke forceret trådhegnet...

Salat i mistbænken. Her Kagraner Sommer.
Årets første salat
Min første salat fra mistbænken blev høstet i går, og familien fik en dejlig rød/grøn salat af Merveille des Quatre Saisons og Kagraner Sommer. De andre sorter, som er blevet sået omkring første maj er formodentlig først klar til høst om nogle uger. Jeg håber, at jeg i år kan blive bedre til at have salat over hele sæsonen. Samtidig håber jeg på, at jeg husker at så vårsalat til efteråret. Tænk at kunne høste grønne blade i køkkenhaven til marts næste år!

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN