Her er køkkenhavefolkets foretrukne sorter

Rundt omkring i landet er der mange, som har opdaget, at dyrkning af grøntsager er sjovt, sundt og giver velsmagende mad. Dejligt! For mig er køkkenhaven (og haven i øvrigt) en skøn interesse, som giver mig glæde og mening. Jeg nyder både arbejdet og maden, der kommer ud af det. Min haveinteresse har betydet, at jeg for et par år siden åbnede en lille webshop: minlandhave.dk, hvor jeg sælger økologiske frø til andre, der også kan lide at dyrke selv. Det er sjovt og giver mig indblik i, hvad der er populært i andre haver end min egen.

Omsætningen i minlandhave.dk nok ikke er stor nok til at fastslå nationale trends, men alligevel giver sidste sæsons salg måske alligevel et fingerpeg om, hvad der er populært for tiden.

Her kommer sidste sæsons Top 5 bestsellere i minlandhave.dk:

1. Stribet rødbede, chioggia
2. Lilla gulerod, rouge sang
3. Squash, Cocozelle von Tripolis
4. Rødbede, Forona
5. Spinat, Butterflay


Rødbeder er et hit i danske køkkenhaver
Rødbeder er klart populære. På min top 5 finder man hele to rødbedesorter. Det er også en sund og dejlig grøntsag, som er blevet genopdaget i de danske køkkener. Rødbeden er ikke længere noget, der (kun) skæres i skiver og syltes i glas. Her hos os bliver der spist mange rødbeder - og Forona er nok den sort, jeg finder mest anvendelig, fordi den er aflang og nem at skrælle. Sidste sæsons vinder: Chioggia kan også klart anbefales. Den er lys, stribet og ret vinterholdbar. Man skulle måske tro, at det er en ny og moderne opfindelse, men det er faktisk en gammel sort, som nu er vendt tilbage.

Populær grøntsag i de danske køkkenhaver:
Squash. Her er det Cocozelle von Tripolis
og den gule Gold Rush.
Squash - alsidig og frodig
Også squash er populær. Lige uden for top 5 finder man nemlig en gul squash: Gold rush. Squash er fascinerende planter med en grokraft, der imponerer. Derudover er squash anvendelige til meget forskellig madlavning. Hos os bliver squash anvendt i kødsauce, boller, kager, ratatouille, på grillen og meget mere. Squash kan ikke lagres særlig længe, så der er ikke grund til at have flere planter end, man kan aftage squash fra. Det er dog vanskeligt, og jeg er sikker på, at der er mange arbejdspladser i Danmark, der har en kurvfuld squash stående i squashsæsonen med påskriften: "Værs´go at tage!"

Blandt blomsterne er der to slags, der har overtrumfet alle:

1. Stolt kavaler, cosmos bipannatus
2. Purpur solhat

Begge planter er skønne og findes i min egen have. Den første er enårig og nem at tage frø af, hvis man vil det. Jeg har den altid i køkkenhaven, som et æstetisk indslag.

Purpur solhat er en skøn og speciel staude, som er driftsikker, men en lidt langsom starter. De første par år skal man ikke forvente at kunne plukke store buketter af den. Jeg har tidligere skrevet om mine eksperimenter med purpur solhat. Se her.

Jeg vil gerne have endnu flere staudefrø i min webshop, men det er svært at finde økologiske leverandører. Jeg hører gerne fra jer, hvis I kender nogle i ind- eller udland, som er godkendt til økologisk produktion.


Kommentarer

  1. Det er interessant læsning..Ved du om der en top 5 liste over de mest populære chilier?

    Jeg er indenfor de sidste 2 år blevet utrolig glad for chilier og chilidyrkning...
    Jeg har da også lige sået årets chilier...(og skrevet et indlæg om dette på min blog)

    Eva-Andrea fra madoghave.blogspot.com

    SvarSlet
  2. Hej Eva-Andrea.
    Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at mit udvalg af chilifrø er enormt. Det er det (endnu) ikke, men måske har du set dette website: chilifroe.dk, som har mange chilifrø og også kan levere viden om hver enkel sort.
    Så er der også dette sted: http://dyrkchili.weebly.com/arter.html. Det ser ret spændende ud.
    Jeg glæder mig til, at jeg engang skal til at dyrke chili, så til den tid, kan jeg måske finde hjælp på din blog. Tak for tippet til den.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN