Vinteropbevaring af køkkenhavens afgrøder

I går tog jeg årets første haverunde. En kold og blæsende dag til det, men alligevel er det godt at få frisk luft, synes jeg.

Nytårshøst i køkkenhaven: Rosenkål, porrer, gulerødder, pastinakker, persillerod.

Der er stadig grønt at hente i køkkenhaven. I går høstede jeg rosenkål, porrer, lidt gulerødder, persillerod, pastinakker og knoldselleri.

Omsider er jeg blevet så dygtig til at dyrke grøntsager, at jeg har nok afgrøder til at kunne gemme nogle af dem til vinteren. I milde vintre som i år, er vinteropbevaring ikke den store udfordring. Mange af grøntsagerne har bedst af at blive i jorden.
De, som ikke kan tåle frost, gemmer jeg i en lille flamingokasse med låg, som kan købes i byggemarkederne til omkring 70 kr.

Disse grøntsager bliver i køkkenhaven:
  • Pastinak og persillerod
  • Grønkål
  • Vintersavoykål
  • Palmekål
  • Rosenkål
  • Porrer
  • Kruspersille
  • (Rødkål indtil udsigt til hård frost)
  • (Gulerødder evt. med dække indtil udsigt til hård frost)

Disse grøntsager opbevares i flamingokasser:
  • Rødbeder
  • Hvidkål
  • Gulerødder
  • Knudekål

Kasserne måler ca. 60*30 *40 og ser små ud, men der kan være mange måltiders rødbeder i hver kasse. Jeg lader bare mine kasser stå udendørs et lidt beskyttet sted uden sol. Rødbeder, gulerødder og knudekål opbevares i fugtigt sand i kasserne for at undgå indtørring. Det fungerer udmærket og grøntsagerne holder sig spændstige i månedsvis.

Hokkaidogræskar opbevares bedst frostfrit og ret varmt - optimalt omkring 12 grader - i f.eks. opvarmet garagerum eller kælder.
Kartofler opbevarer jeg i jordkule, men de kan også opbevares i flamingokasser, blot de er helt lukkede for lys.

Rosenkålene står fint tilbage på stokkene.

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN