Køkkenhave indendøre - kaos i drivhuset

Sneen dækker stadig store dele af min have. Der er ikke meget forår at spore. Kun fuglenes insisterende pippen og længere dage hjælper mig til at tro på, at foråret er nært forestående.

Der er snart ikke mere plads i vindueskarmen. Drivhuset må i brug....



Kalenderen overbeviser mig om, at det er tid til at forberede årets køkkenhave i min vindueskarm. Chilier og peberfrugt er godt på vej. De er allerede priklet om. For nogle dage siden såede jeg også tomater, porrer, forårsløg og knoldselleri.

Her i weekenden føjer jeg bladselleri, kål, aubergine og agurk til listen. Desuden skal kartoflerne lægges frem til forspiring.

Drivhuset: Kaos
I drivhuset er der heller ikke meget liv at spore. Endnu. Men dagstemperaturen er ofte oppe på 15-16 grader. Men der kan stadig være frost om natten. Snart skal der ryddes op derude. Drivhuset byder lige nu mest på kaos med et sammensurium af visne blade og havemøbler og krukker til opbevaring. Dog dryssede jeg for et par uger siden lidt salatfrø i et af bedene. De spirer nu ligeså fint.
Jeg har taget et billede af drivhusets barometer. Ofte kommer dagstemperaturen op over femten grader.

Hver dag skal nydes
Det er så dejligt at se det grønne komme frem igen. Jeg minder mig selv om, at fra nu af, skal jeg nyde hver eneste dag med fuglefløjt, lyse dage, sollyset, den stigende temperatur og glæden ved at se alting spire frem. Der er intet som havearbejde - for mit vedkommende - der kan bringe mig til stede i nuet. Haven er mindfullness. Uhm...sæsonen er i gang.

Forårstegn. Desværre ikke fra min egen have, hvor erantis trives dårligt. Her er det fra Haveselskabets Have på Frederiksberg.

Kommentarer

  1. Troede kun der var her hos os haven og markerne er dækket af sne. Har været i Dronninglund i formiddag og der var intet. Håber snart vi får andet at se på. Du er godt nok langt fremme med dine planter, vi må vist til at komme i gang. Kan se du heller ikke har erantis, jeg har nu prøvet i snart 40 år og jeg kan ikke få dem til at blive her. Tror det er for at der er bøgeblade overalt, de lægger et tæt lag, som jeg ikke mener de kan gro igennem. " Forårshilsen " fra Milbak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Underligt med de erantis, Ulla. Trist, at vi må undvære dem. Det irriterer mig, for jeg ville virkelig gerne kunne glædes over den tidlige forårsbebuder.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN