Haven som ydelse eller nydelse?

Frem med kaffen og sanserne. Der er ikke andet at gøre end blot at nyde!

De sidste par dage har jeg desværre ligget havebrak. Jeg har pludselig fået ondt i ryggen, og når man begynder at lægge strategier for, hvordan man skal klare at få strømper på, så er det ikke tid til havearbejde. Det er enhver haveejers skræk: Hvad kan der ikke nå at ske i haven af ulykker, mens ejeren ligger der og blomstrer?

Den travleste tid

Det huer mig slet ikke, for foråret er den travleste tid på året, og der er så mange ting, jeg faktisk lige står og skal i gang med. Pavillonbedet skal graves op, fordi skvalderkålene er blevet for overvældende. Chaussésten skal lægges, kålen skal ud, køkkenhaven skal hakkes og luges, bedene skal have en gang gødning og jorddække og bærbuskene kunne godt bruge en gang møg. Den plan er udsat. Det er svært at acceptere, og jeg frygter, at ryglidelsen skal vare lang tid. Hvad skal der så ske med min have?

Yde eller nyde?

Men denne ufrivillige situation får mig også til at indse noget: At jeg er en yder. Jeg har en del siddepladser i min have, som inviterer til at sætte sig og bruge sanserne og tage skønheden ind. Men de bliver aldrig brugt. I hvert fald ikke af mig. For når jeg er i haven er det for at gøre noget og for at udrette noget. Af en eller anden grund er haveglæden for mig lig med virkelyst og skabertrang. Det er sådan set godt nok - for at dyrke have kræver arbejde. Hvis man ikke kan lide fysisk arbejde er havedyrkning nok ikke det, man skal kaste sig over. Men det kan også blive for meget med virketrangen. Burde man ikke tage sig tid til at nyde og tage al skønheden ind? Bare sidde der og sanse? Skønheden og sansningen er vel i sig selv én af havedyrkningens fremmeste mål?

Jeg må erkende, at jeg ikke er god til det. Jeg går som regel en morgentur og en aftentur i min have, hvor jeg prøver ikke at gøre noget. Men selvfølgelig kommer jeg alligevel ind med støv i skoene og jord på knæ og fingre, fordi jeg lige skulle hapse et stykke ukrudt i et bed...

Men lige nu må jeg øve mig i at bruge mine øjne og bare nyde skønheden og nuet. Det er faktisk en god øvelse i mindfullness. Jeg kan sagtens se og nyde skønheden, men kan jeg gøre det uden også at tænke: "Jeg skal altså også have flyttet hortensiaen!" 

I de næste dage vil jeg gå mine ture i haven og øve mig i bare at nyde og tænke: "Ih, hvor er det en helt utrolig smuk, blank bladvækst!" Uden opgaver. Uden ydelse. Bare nydelse.

Nydelse: Friske grøntsager fra køkkenhaven