tirsdag den 9. november 2010

Sneen daler over Min landhave

Allerede nu? Var min første tanke, da  jeg i morges trådte ud i snevejret.
Jeg har lidt svært ved at vænne mig til, at efteråret nu er ved at gå over i vinter. Men måske kan sneen gøre noget godt for min have, som allerede på nuværende tidspunkt er hårdt angrebet af mine trofaste underjordiske plove: Muldvarpene.

Muldvarpeskud i hobetal samt de mange nedfaldne blade gør, at der er et godt stykke til de vinterhavebilleder, som havebladene kan vise frem. Min have ligner mest af alt en pløjemark for tiden...

fredag den 5. november 2010

Træet drysser med hjerner...

En lille portion vaskede og tørrede valnødder.
Valnødder ligner ganske vist små hjerner, men at man skulle blive klogere af at spise dem, tør jeg ikke påstå. Dog ved jeg, at valnøddetræer skal opnå en vis alder, før de for alvor begynder at kaste nødder af sig. Mit træ er ca. 14-15 år gammelt og begyndte så småt at give nødder for 4-5 år siden. Det første år blev det til under 5 - og siden er det vokset i antal for hvert år. I år har efter sigende været et godt nøddeår, men et dårligt frugtår. Den påstand bekræftes i min have, hvor valnøddetræet har slået alle rekorder.

Podet?
Valnøddetræer er ikke et naturligt forekommende træ i Danmark. De skal efter sigende helst podes, for ikke alle sorter trives i Danmark. Om mit træ er podet, ved jeg ikke. (Det er det sikkert) Men det er godt gjort, for jeg kan ikke umiddelbart se podestedet. Hvilken sort det er, ved jeg heller ikke, for træet blev plantet af de tidligere ejere. Man kan læse meget mere om valnøddesorter her.

Indtil videre har jeg høstet ca. 300 nødder, og så har jeg endda ikke orket at samle de sidste op. Dem må fugle, egern og mus tage sig af.

Den grønne emballage
Valnødder er fra naturens hånd emballeret i grønne frugter. Her sidder selve nødden godt beskyttet indtil efteråret, hvor de falder ned og den grønne frugt knækker eller går i forrådnelse. Derfor kan det være en lidt klistret affære at høste valnødder. Det gælder om at stå på spring til at samle nødderne inden skallerne begynder at blive klistrede og brune. Nogle af skallerne knækkes i mødet med jorden, så man fint kan samle nødden, mens andre skal hjælpes lidt på vej.

Pas på landmandshænder!
Når nødderne er samlet ind, skal de vaskes. De er som regel både beskidte og våde. Og her må bringes en advarsel: At høste valnødder skal ikke gøres umiddelbart før et vigtigt kundemøde eller en større familiefest! Med mindre man har et par gode tynde handsker, som man husker at tage på. Man får hænder som en gammel landmand! For kontakten med valnøddeskallerne (de grønne) giver brunsorte hænder og negle, da skallen indeholder et farvestof, der er så kraftigt, at man kan anvende det til at indfarve uld med. Og altså også hænder...
Først vasker man nødderne i koldt vand for at fjerne tråde, snavs, jord mm. Det er et ret stort arbejde, for valnødderne er som bekendt meget knudrede. Herefter skylles valnødderne i varmt vand med atamon. Det beskytter nødderne mod mug. Herefter lægges nødderne til tørre i et lag - pas på med at lade dem tørre i større bunker, for de mugger meget nemt. Luft og varme er vigtigt!

Når nødderne er helt tørre, kan du opbevare dem i et glas til brug resten af vinteren. En anden mulighed er at knække nødderne og fryse kernerne.