Stribede rødbeder og andre rodfrugter

Først på året forsøger diverse haveblade at trendspotte året havemæssigt. Lad mig forsøge også rent køkkenhavemæssigt!

Rodfrugter er tilbage i køkkenhaverne og på middagsbordene. Før i tiden syltede vi rødbederne og spiste dem som tilbehør til mormormaden. Det gør vi stadig, og det smager skønt! Men rodfrugter er populære, fordi de er fantastiske som bagt eller stegt garniture. Rødbeder, gulerødder, pastinakker sammen med løg bages i ovnen og giver et dejligt velsmagende grønsagstilskud til aftensmaden.

Forskere interesserer sig for rødbedens gode egenskaber
Forskere har endvidere kastet sig over at undersøge, hvor sunde rødbeder er - og om nogle sorter er mere sunde end andre. Rødbedesaft viser sig at være præstationsfremmende. Så hvis en masse cykelryttere til årets Tour de France tisser rødt, så er det blot en naturlig doping, der er skyld i det.

Jordbrugsvidenskabeligt Fakultet på Aarhus Universitet har også kastet sig ud i at finde rodfrugternes hemmeligheder. Hvilke rødbeder egner sig til hvad? Hvordan skal vi tilberede dem for at få det bedste ud af dem? Vi glæder os til at se flere resultater af projektet. Læs mere her.

Trend i min butik
Trenden er også klar i min lille webshop, hvor jeg sælger økologiske frø. Indtil videre er den stribede rødbede Chioggia meget populær. Den er sjov at se på, men om den har ernæringsmæssige fordele tør jeg ikke spå om. Jeg glæder mig selv til at dyrke i alt tre slags rødbeder i år: Forona (aflang), Egyptisk (rund) og naturligvis også den lille stribede....

Rodfrugter er nemme at dyrke
Hvis altså man kan få dem til at spire. Jeg har før været uheldig med kun at få ganske få planter ud af min såning. Det har formodentlig skyldtes for meget gødning i jorden eller tørke. I hvert fald spirer rødbeder selv i meget kolde temperaturer - men dog bedst ved varm jordtemperatur på omkring 20 grader. Dvs. at man godt kan vente med at så til hen på foråret.

Frøene er sjove. De er små knuder af frø. Hver knude indeholder en mængde frø, så der kommer flere planter ud af hvert frø. Det betyder, at rødbederne kommer til at stå meget tæt - og udtynding kan være en fordel. Når du tynder ud, kan de spæde blade fint bruges til salat. Det smager godt og ser smukt ud.
Læs evt. mere om rødbededyrkning på havenyt.dk

Kommentarer

  1. Jeg har også lagt mærke til at mange kokke er begyndt at interessere sig for rødbeder. Der var vist et kokke-DM for et par år siden hvor samtlige vinderretter fra forret til dessert indeholdt rødbeder.
    Udover rødbedekage har jeg set rødbedeis og rødbedesirup. To ting som jeg vil afprøve i den kommende rødbedesæson.
    Derudover vil jeg gå efter en rødbede som er så mørkerød, over i det sorte, som muligt. Egyptisk er måske en mulighed.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg