Et uventet besøg og en hilsen fra fortiden

I går fik vi et uventet besøg i haven. En ældre dame og en yngre mand kom lige forbi.

Det viste sig at være en tidligere ejer af huset og hendes søn. De havde købt huset i 1959 (det er nogle år siden...) efter skolen lukkede. Familien havde bygget huset om til at være campingplads/  familievandrehjem. Jeg gav en rundvisning i huset og ofte sagde sønnen: "Det kan jeg godt huske...". De syntes selvfølgelig det var spændende med et genkig, men jeg fik samtidig lejlighed til at få opklaret en del mht. husets oprindelige arkitektur. Det har jeg længe gerne ville have et indblik i. Jeg har søgt efter tegninger mm, men uden held. Men disse to gæster kunne hjælpe mig.

Da de flyttede ind stod skolen i original stand med en indgang til "Lærerinde Daugbjergs lejlighed" - dvs. lærerboligen - og en indgang til omklædningsrummet / gymnastiksalen. Jeg fik forklaret, hvad de havde bygget om osv. Hvor der var toiletter, køkken, vægge osv. Meget oplysende. Især fordi vi netop nu er i gang med at bygge om i den gamle gymnastiksal. Netop de vægge, som vi netop har væltet - havde familien her bygget.

En særlig sten - nu også for mig

Til sidst, da de var ved at gå, spørger den tidligere ejer, om jeg mon har set en særlig sten, som måske stadig befinder sig på matriklen? Jeg vidste med det samme, hvad hun talte om. Da vi flyttede ind fandt jeg en flad sten med inskription, som jeg siden har brugt i haven til belægning. Hun kunne fortælle mig, at stenen i tresserne er blevet medbragt fra Norge af en norsk professor fra Trondhjem, som var gæst på campingpladsen. Mens han var her, huggede han "Trondheim" ind i stenen. Stenen ligger i dag i min pigstensring foran drivhuset. Nu har den lidt større værdi for mig. En god hilsen fra fortiden.

Kommentarer

  1. Det er vel nok en sød historie. Hvor er det skægt at de to kom forbi og kunne bidrage med historie til dit hjem. Godt at du var hjemme så de kunne se det og I kunne snakke:-) Det er en god ide med stenen i din pigstensbelægning og godt at du ikke er typen der bare kyler ud, men kan se det charmerende i sådan en fra tidligere tid.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg