Naturen er mester i overlevelse!

Koreakornellen havde det - som de andre af havens planter - hårdt i tørken. Bladene krølles, visner og falder til sidst af.
Alle danske haveejere vil nok skrive under på, at det har været en sindssyg sommer. Usædvanlig på alle måder. Vinteren strakte sig langt ind i april og omkring første maj blev det sommer. Sådan rigtigt. I maj og juni manglede vi vand og der blev snakket om tørke. Kunne vi få bål til Skt. Hans? Havde vi overhovedet vand nok? Så kom der vand fra oven, og vi troede at alt var tilbage ved det gamle: Gode gamle Danmark med fugtige somre, som vi kender det.
Men kort efter vendte bøtten igen, og denne gang blev det ved. Sol og temperaturer over 25 grader. Hver dag i juni og juli indtil midt i august. Græsplæner blev totalt afsvedne. Stauder visnede. Træerne begyndte at smide bladene. Men omsider midt i august nåede regnen til Nordjylland efter næsten to måneder uden nedbør. Var skaderne efter tørken uoprettelige?

Her i min have er der sandjord. Det er ikke verdens bedste vækstmateriale, når vi taler om tørke og evnen til at holde på fugten. Min have blev udtørret i løbet af nul komma fem. Jeg lavede ret hurtigt den strategi, at jeg ikke ville bruge mere rent drikkevand på at vande end højst nødvendigt.
Jeg ville vande min køkkenhave på et minimum-niveau - og selvfølgelig også drivhuset. Men ikke staudebede og slet ikke græsplæne.

Græsplænen er forvandlet til en tør brun flade, og staudebedene står i juli uden en eneste blomst.

Hvor meget drikkevand vil man bruge til vanding af sin have?

Det gik fint i starten, men efterhånden som ugerne med tørke blev ved, var det ikke længere tilstrækkeligt. Stauderne i bedene begyndte at hænge. Derefter visne. Mine fine unge træer begyndte at smide bladene. Det var ikke rart at se på. Skulle jeg alligevel fravige mit princip og bruge rent drikkevand på at vande min have?

Efterhånden blev det også et problem i køkkenhaven. Selv om jeg havde vandet et par gange om ugen, begyndte afgrøderne at vokse i stok og få gule blade. Jeg overvejede situationen, men holdt fast. Jeg ville ikke skrue op for vandingen. Tværtimod. Det her var en tørke, som var større end mig og min have. Jeg ville ikke kunne redde noget, men kun bruge vigtige vandressourcer uden at skabe et resultat. Nu måtte naturen klare det selv. Nu var det kun drivhuset, der fik vand. Jeg aflyste alle planlagte Åben Have-arrangementer i min have og tog i sommerhus. Haven var et miserabelt syn og ikke værd at vise frem.

Trods jævnlig vanding, kan køkkenhaven ikke klare de høje temperaturer. Morgenfruerne blomstrer hurtigt af og afgrøderne er generelt tyndbenede og gullige.

Regnen falder!

Omsider kom der vand. Men alligevel tænkte jeg: "Der bliver ikke mere have i år". I køkkenhaven var afgrøderne ranglede, og blomsterne - som ellers skulle peake i juli og august - blomstrede slet ikke.

Men der gik nøjagtig 14 dage. Naturen tog fat med det samme. Græsset blev grønt. Kun ganske særligt hårdt ramte områder, har været længere tid om det. Stauderne gav sig til at skyde på ny. Blomsterne i køkkenhaven blomstrer som aldrig før og grøntsagerne bliver grønne igen. Det er forunderligt! Selv det, som jeg troede var helt dødt, har givet livstegn. Er det ikke fantastisk, at naturen er indrettet på den måde? Det er som om, den lige giver den ekstra gas her i efteråret for at nå at få det hele klaret inden vinteren. Naturen har lige det ekstra gear, som skal til! Nok var tørkens konsekvenser skræmmende at se på, men naturens come-back giver håb for kloden. Naturen er mester i overlevelse. 2018 blev året, hvor vi ikke rigtig fik en havesæson, men pyt. Der kommer en ny chance i 2019.

Vand! Hurra! De sædvanlige farver, blomster og frodighed er tilbage i køkkenhaven.


Kommentarer

  1. Det er virkelig utroligt som naturen kan indrette sig.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg