Høst savoykålen før larverne spiser den!

Netop nu er mine første savoykål (Vorbote) klar til høst. Det er ufatteligt, at et lille frø sået i marts, udplantet i maj, nu er klar til høst. Der er en helt utrolig grokraft i kålplanter.

Savoykålen Vorbote er klar til høst
Den krøllede sommerkål
Vorbote er en tidlig kål, og det synes jeg er rart, når det handler om savoykål. De har som bekendt krøllede blade, og man skal derfor være lidt mere omhyggelige med at vaske dem, før man hælder dem i wok-gryden. At de kan høstes allerede nu betyder, at de er fine, pletfri - og fremfor alt: Uden kålsommerfuglens larver. Om et par uger begynder kålsommerfuglen at lægge æg og de små larver har kronede dage i kålenes store blade. Så derfor handler det om at hælde en masse krøllede sommerkål i wokmaden nu.

Rødkålen Rodynda pynter i køkkenhaven
med sine lilla og grønne farver.
Rødkålen gør klar til kamp mod larverne
Rødkålen Rodynda ser også fin ud i haven netop nu. De lillafarvede kæmpestore blade er et smukt indslag i køkkenhaven og dannelsen af hoveder er så småt gået i gang. Af erfaring ved jeg, at også rødkålen må gøre klar til kamp mod larverne. Selv om rødkål ikke er larvernes favorit, så kommer de om kort tid til at se noget hærgede ud. Men bare rolig. Med rødkål skal man ikke gå i panik. Deres vækst er slet ikke færdig endnu, og selv om larverne æder de yderste blade, så vil hoveddannelsen først for alvor tage fart, når larverne har spist sig mætte og forlængst har forladt kålen. Rødkålen kan sagtens nå at komme sig og danne fine kålhoveder til efteråret. Når rødkålen høstes, kan man fjerne de yderste blade og se, at hovederne er fine, tætte og uberørte.

Net og fiberdug fungerer ikke for mig
Når nu larverne gør sit indtog, så fjerner jeg så mange som muligt manuelt - i det omfang min sommerferie tillader det. Jeg har forsøgt mig med fiberdug og net, men det fungerer ikke rigtigt for mig. Jeg synes, det besværliggør lugningen at tage net af og på - og jeg synes altid, der slipper sommerfugl derind. Så har man lukket sommerfuglen ind i stedet for at holde den ude. Men fine kål får jeg altid - med en vis spildprocent, naturligvis.

Kommentarer

Populære indlæg