onsdag den 29. maj 2013

Sagaen om et drivhus

Myndigheder kan muligvis tage hurtige beslutninger, men sandelig ikke når det gælder så kompliceret en byggesag som mit hjemmelavede trædrivhus. Min grund er nemlig omfattet af skovbeskyttelseslinje OG fortidsmindebeskyttelse. 3 meter fra vores hus ligger der en fredet gravhøj, og vores have går direkte op til fredsskov. Det lyder meget hyggeligt, men det betyder, at jeg skal søge om dispensation til alle former for anlæg, gravearbejde osv. I princippet skal jeg søge om at grave et tv-kabel ned i græsplænen.
Det vilde krat til venstre er en gravhøj.

Dispensation til ALT

Jeg har tidligere fået lovliggjort min pavillon. Nu har jeg søgt om at bygge et drivhus. Som I måske ved, så har jeg sådan set allerede bygget drivhuset - det er bare ikke stillet op endnu. Jeg venter nemlig på min byggetilladelse. Normalt tager den slags sager ikke mere end 14 dage at behandle. Indtil nu har jeg ventet i ni uger. Det er fordi, det åbenbart er umådelig kompliceret at tage stilling til. Dispensation fra skovbeskyttelseslinje behandles et sted - og fortidsmindebeskyttelsen et andet sted. Men det er slet ikke begyndelsen på denne historie.

En lang saga

For to år siden skrev jeg en lang ansøgning til kommunen om at få lov til at anlægge et stort haveanlæg. Jeg ville udvide min have, og bygge drivhus, pavillon etc. med henblik på at lave en egentlig besøgshave. Det krævede adskillige måneders sagsbehandling og besøg af to forskellige sagsbehandlere, som fotograferede og besigtigede området. Dengang var meldingen, at jeg kunne lave haveanlæg og begynde "i det små" og de var "til sinds" at give mig byggetilladelse til et drivhus - hvis jeg søgte. Nu har jeg så søgt - og på fredag kommer der så en tredje sagsbehandler på besøg. Så må jeg håbe, at han også bliver positiv "til sinds". Men som han skriver - han sidder jo ikke med skovbeskyttelse - han kommer kun og tager stilling til fortidsmindet:-)

Indsigt skal beskyttes

Det sjoveste ved historien er næsten begrundelsen for, at man bliver nødt til at beskytte gravhøjen i en radius på 100 meter. Den er, at en gravhøj har stor værdi i landskabet - og at man derfor vil beskytte indsigten til den. Det skal så fortælles, at gravhøjen i min have er omkranset af store træer og ingen kan se ind til den - undtagen dådyrene og os der færdes i haven. Så det...
Jeg krydser fingre for, at jeg får dispensation. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor forfærdelig skuffet jeg bliver, hvis jeg ikke må sætte mit skønne drivhus op - fordi indsigten skal beskyttes.

mandag den 27. maj 2013

Skøn offentlig have i Malmø

Midt i Malmø ligger den skønne Malmø Slotshave, som jeg var så heldig at besøge for nylig. Min søster bor i Malmø og viste mig rundt i haven. Slotshaven rummer dels økologisk køkkenhave, prydhaver, en lille planteskole med salg, cafe og park. Slotshaven er bestemt et besøg værd. 

Et svensk haveprogram optages her
Malmø Slotspark ligger desuden også lokation til nogle af optagelserne i det svenske haveprogram "Trädgårdsonsdag". Her optræder bl.a. havemanden John Taylor, som kan ses her: http://www.svtplay.se/video/1178055/del-4-av-12

Det er vældig inspirerende at se de mange små køkkenhaver og bede med prydplanter. Jeg sætter lidt billeder ind, som kan give et indtryk af haven.



De små køkkenhaver holdes adskilt med hegn af kastanjetræ. Smukt og enkelt.



Halm bruges som jorddække for at holde ukrudtet i ave.


Et bed i gult og grønt. De lave hække indrammer bedene.

Modig kontrast, som fungerer 100%.

Jeg blev så forelsket i denne kombination i lilla. Tulipaner står smukt mellem nogle
lille stauder, som jeg ikke kender. Det ligner en nellike. Prydløg er på vej.



mandag den 20. maj 2013

Heldigvis er dådyr ikke slimede....

For så var det ved at være træls.



Fodspor efter dådyrene, som har trampet rundt
i alle bede.
Dådyr er søde, men de er store, går i flok og så elsker de min have. Jeg elsker også min have, og ville egentlig gerne have den lidt mere for mig selv. Her den anden nat havde jeg besøg af en flok dådyr på natlig havevandring. De var hele haven rundt. De har trampet i mine bede, spist af mine storkenæb, kålplanter og lindetræer. Der er store fodspor overalt, selv bålpladsens volde har de været oppe på. Men det, som gjorde mig mest irriteret, var da jeg opdagede, at de har trampet rundt i mine fiberdugstunneller, som beskytter kålplanter - mod netop dådyr:-)

Men heldigvis er de ikke slimede, som et andet skadedyr, som plager mange danske haver. For så var det ulækkert.

Storkenæbene har fået spist knopperne.

Kan jeg holde dådyrene ude?

Nu tænker jeg meget på, hvordan jeg skal hegne min have inde - og dådyrene ude. Det ville vel nok være dejligt med 180 cm. hegn rundt om hele haven, men udgifterne til det, tør jeg slet ikke tænke på. Min far foreslår et tretrådet stødhegn. Jo, han er landmand.... og det er nok i virkeligheden det billigste, men næppe det smukkeste. En anden mulighed er naturligvis at acceptere de vilkår, jeg dyrker have under.







Sådan ser det ud, når dådyrene har været på vandring i køkkenhaven.
Hullet og sønderrevet fiberdug.

onsdag den 8. maj 2013

Der bliver plantet og sået i køkkenhaven netop nu

Nyplantede løg - med de afklippede toppe ved siden af.
Omsider er temperaturen på plads og foråret så fremskredet, at det er blevet tid til at starte årets køkkenhave. Det er sent i år - men der skal nok komme noget ud af det alligevel.

Her i weekenden har jeg plantet alle de forspirede løg ud i køkkenhaven: Forårsløg og gule kepaløg. De blev sået i marts og er nu små, fine løgplanter, som sættes ud med ca. 10 cm. mellemrum.

Forårsløg er som regel nemme at have med at gøre, men det er ikke altid, at kepaløg når at blive store nok, så jeg sætter også nogle stikløg som supplement.

Klip toppen!

I år har jeg forsøgt mig med et tip, jeg har fået: Klip toppen af løgplanten, når den plantes ud. Sidste år kendte jeg ikke til det, og der var faktisk mange løgplanter, som ikke klarede skiftet fra potte til køkkenhave. I år ser det ud til at gå bedre allerede. Det giver god mening - for så behøver planten ikke transportere vand og næring helt ud til spidsen af planten, men kan bruge mere energi på at komme godt i gang. Løgene kan se lidt slatne ud det første døgns tid efter udplantningen, men bør herefter rejse sig op igen.

Danner fine rammer:

Jeg nyder altid udplantningsplanernes gode egenskab: De skaber struktur i køkkenhaven fra starten. Rækkerne er synlige med det samme og danner dermed en god ramme for de øvrige såede rækker, som nogle gange kan være lidt svære at holde styr på inden planterne spirer.