I år bliver der kartofler i massevis - og kassevis.

Der er altid kartofler i min have, men det er ikke fordi jeg har gjort det nemt for kartoflerne. Jeg køber troligt sækkene med læggekartofler, lader dem ligge et liiiille bitte øjeblik - og vupti er spirerne blevet 25 cm. lange og stikker ud gennem sækken og får kartoflerne til at minde mest om et pindsvin. Alligevel er det hvert år blevet til kartofler.

Derfor er det også noget af et mirakel, at jeg i år har fået lagt mine kartofler til forspiring. Det bliver meget spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Hele fem økologiske sorter er lagt frem i kældervinduet. Jeg tror ikke, det er optimale forhold, men de mest optimale her hos mig. Temperaturen er god, men der er sikkert ikke så lyst, som der burde være. Men alt må jo være bedre end en henslængt sæk på kældertrappen.

Der er allerede stor forskel på kartoffelsorterne, som alle er fra Kridtvej's Planter. Det sjove er, at jeg allerede har et klart indtryk af, hvordan de har tænkt sig at opføre sig.

Fem forskellige sorter

Den blå Congo er meget ivrig og virker kraftfuld og har store, stærke spirer. Det er en tidlig sort, som efter sigende giver helt blå gennemfarvede kartofler. Det skal nok blive spændende. Den kommer til at buldre derud af. (Klar maskulin adfærd)

Blå Congo har travlt. Den vil vokse. NU.
Raja er mere forsigtig. En fin lille rød sag.

Så er der den røde Raja, som er en senere sort. Den bliver anbefalet af mange som en rigtig god stivelsesholdig kartoffel. Den ser umiddelbart mere forsigtig ud end den blå kæmpe. Jeg forventer en lille forsigtig kartoffel fra Flinkeskolen.

De andre sorter er Belana, Elfe og Estima. De har ikke gjort sig specielt bemærket endnu. Belana er simpelthen blevet kåret som Danmarks favoritkartoffel, så den glæder jeg mig til at sætte tænderne i. Elfe er en tidlig sort fra Tyskland, Estima skulle være god som bagekartoffel. Så rent kartoffelmæssigt bliver jeg forhåbentlig dækket ind i år.

Kommentarer

  1. De blå kartofler lyder meget interessant.
    Mange hilsner
    Anna Vibeke

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg