tirsdag den 11. november 2014

Kompost på fem minutter

Skamfuldt er det at indrømme for sådan en selvdyrker som jeg, at jeg ikke har haft styr på komposteringen. Ikke før nu! Dog vil jeg som en formildende omstændighed sige, at jeg aldrig smider grøntsagsrester i skraldespanden, men indtil nu har jeg hældt grønsagsrester og haveaffald i en stor bunke på jorden. Det er jo egentlig også en form for kompost, men ikke en særlig organiseret og brugbar een af slagsen. Problemet med bunken på jorden er, at jeg har hældt ALT på den: Ukrudt, grene, stauder, blomster, grøntsager. Egentlig er det kun det førstnævnte som er problemet: Ukrudt.
Bunken skal nok kompostere, men med ukrudtsfrø iblandt, så bliver det en uren kompost.

Kønt er det ikke, men NEMT! Pallerne er placeret under et træ for at kunne
stå i skygge og med en naturlig overdækning.

Verdens nemmeste kompostbeholder, men ikke kønneste   

Nu skal der mere styr på det. Så i dag hoppede jeg i gummistøvlerne, spændte vognen på havetraktoren og fragtede fire meget tunge Europaller over til køkkenhaven. Her er de sat lodret, så de danner en kasse. De er skruet sammen med et par tværgående træstumper. Og det er det. Det tog fem minutter - eller cirka deromkring.


Lidt kålplanter og en bunke bladbeder er klar til komposten.

Oprydning!

I det gode efterårsvejr fik jeg ryddet lidt op i køkkenhaven. Blot den halve række af bladbeder - som mosegrisene har spist rødderne af - fylder godt op i kassen sammen med nogle kålplanter. Min nye kompostbeholder er bestemt ikke køn, også for lille - men trods alt en start!


En række af bladbeder har fået spiste rødderne af en mosegris. Når man vil plukke lidt dejlig bladbede,
plukker man hele planten. De står blot oven på jorden.


Så er der kommet indhold i kompostkassen. Det bliver godt!

mandag den 10. november 2014

Tid til de grove grøntsager

Jeg har skruet ned for arbejdet i køkkenhaven nu. Indendørslivet virker mere interessant i den mørke tid, som vi går i møde nu. Men heldigvis belønner køkkenhaven stadig det store arbejde, der er lagt i den i løbet af foråret og sommeren. Lige nu høstes de grove grøntsager: Rødbeder, gulerødder, persillerod, kartofler, kål, porrer, selleri og knudekål. Der er også lidt bladbede, persille og hokkaido at hente.

Der er rigtig meget mad i de grove grøntsager. Når jeg høster bliver der nok til flere dage. Og så er det SUNDT!
En lidt mudret høst fra en våd køkkenhave: Persillerod, rødbeder, gulerødder,
porrer, kartofler og persille.

Opbevaring!

For første gang nogensinde har jeg dyrket så mange grøntsager, at det giver mening at opbevare dem til vinteren. Jeg eksperimenterer med lidt af hvert. Jeg har høstet lidt rødbeder og gulerødder for at opbevare dem i nogle gamle kapillærkasser, men det fungerer ikke optimalt. Der er hul i toppen og der er meget begrænset plads i dem. Kartoflerne er gravet op og opbevares i en flamingokasse. Dog er jeg meget i tvivl om den rette temperatur.

Så det, der virker bedst for mig er faktisk at lade grøntsagerne blive i jorden. Lige nu går det fint, men når (og hvis) der for alvor kommer frost, er jeg klar over, at det ikke er holdbart. Kål kan f.eks. ikke tåle frost og bør høstes og opbevares køligt. Det har ikke været et særlig godt kålår for mig, så jeg satser på, at vi spiser kålen nu i stedet for at opbevare.
Persillerod, gulerødder, rødbeder og porrer kan godt klare frost. Dog skal rødderne dækkes godt ned, når frosten kommer.