Planter med minder og betydning

Denne gule akeleje kender jeg ikke navnet på, men den er særlig for mig. Jeg har taget frø fra min storebrors have og i år blomstrer den for første gang. De smukke svævende blomster er da helt fantastiske. Som drager i vinden.
Jeg tror de fleste haveejere kender fænomenet: Hver plante har sin egen historie. Haven består ikke kun af storkenæb, roser, hosta, men af "den storkenæb fra Mormors have", "den røde slotsrose fra Onkel Knud", og "en hosta, jeg har fået af min nabo". Til mange af havens planter er der knyttet historier og minder fra det liv, som vi er i gang med at leve.

Roser fra en tabt have

Jeg havde en kollega, som havde gravet nogle særlige roser op af en nær slægtnings have. Slægtningen skulle på plejehjem, huset skulle sælges og de ville gerne have minder med fra den have. De havde puttet roserne i sække og sat dem i garagen. Og glemt alt om dem. En rum tid senere skulle der ryddes op i garagen, roserne blev fundet frem og sat i jorden - og de levede videre (trods alle odds) og minder dem i dag om den tabte have og deres slægtning. Sådanne roser er dyrebare og kan ikke erstattes af andre af samme sort. Det bliver aldrig det samme.

Haver er dyrebare

Sådan har jeg også planter i min have. Der er hosta og roser fra min storebrors have, storkenæb fra svigermor, floks fra en sviger-onkel, klatrehortensia fra mine forældres have osv. Jeg skal blot gå en enkelt tur i haven for at blive mindet om de dejlige mennesker, jeg har - og har haft - omkring mig. Derfor er haver dyrebare.


Kommentarer

  1. Ja blomster med minder er ekstra dyrebare for os. - Hvor den akeleje dog smuk :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den er fantastisk. Jeg håber, den klarer disse dages hårde blæst.

      Slet
  2. Dejligt med minder når man færdes i haven, jeg sender altid en tanke til dem jeg har planterne fra og det varmer:-)
    Den gule akeleje er virkelig sød.

    SvarSlet
  3. Det har du helt ret i. Sådan har jeg det også i min have.
    God aften til dig.
    Klem Lonni

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg