Hvorfor er havens skønhed så vigtig?

Nogle mennesker er virkelig gode til at skabe skønhed. Nogle mennesker har blikket for at sammensætte farver og former til en smuk helhed uanset om det gælder boligindretning, blomsterbuketter eller (have)kunst. Andre mennesker har slet ingen sans for det - og savner det typisk heller ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg er rigtig god til at skabe skønhed, men jeg forstår det, når jeg oplever det.

Mennesker har altid følt sig forbundne til naturen. Naturen er f.eks. et yndet motiv i litteraturen. I havearbejdet kan man også være så heldig at føle sig "besjælet".

 Hvad er æstetik?

Vores danske ord “æstetik” kommer fra det græske aisthetikos som betyder at fornemme og føle. Det er desværre ikke en særlig anset kvalitet i vores efterhånden meget rationelle samfund. Fra mine år i erhvervslivet (og som samfundsborger) ved jeg, at “man bør vide og ikke fornemme”. I haven er det omvendt. Her bør man fornemme og føle, men man må også gerne vide.

Stik i mod hvad de fleste tror, så kan man faktisk sætte på formel, hvad der virker æstetisk godt på os. Der er masser af dokumentation, viden og erfaring om, hvad der får os til at opfatte visuelle indtryk som harmoniske og smukke. Så hvis man hører til dem, som har brug for fakta, så er der fakta at hente om, hvordan man skaber harmoni og skønhed.

Æstetik handler om følelse og sansning i bred forstand, men i mere snæver og praktisk forstand forstår vi det ofte som kunstnerisk virksomhed: Musik, teater, kunst og enhver frembringelse af “det skønne”.


Hvorfor er æstetik vigtigt?


For mig er æstetik og især den visuelle æstetik ligeså vigtigt som at spise. (næsten) Jeg kan ikke forestille mig et liv uden æstetik. Samtidig har jeg svært ved at forklare, hvorfor det er sådan. Jeg kan måske bedst forklare det med den æstetiske kunstform musik. For mange mennesker er musik noget, de nødigt vil undvære. Det er en kunstart, som for mange mennesker er en tro følgesvend i deres liv. Mange genkender måske ligefrem det at kunne huske livets betydningsfulde øjeblikke gennem musik. Musikken både påvirker ens humør og anvendes samtidigt til at udtrykke ens humør eller følelser. Musik er en påvirkning, som kan løfte os følelsesmæssigt. Efter en hård dag, hvor man føler sig slidt, kan musik gøre underværker. Vi bygges op igen. Musik står i stærk forbindelse til vores sanser, følelser og oplevelse af verden. Det gør verden rigere og varieret. Det samme kan havens skønhed.

Havekunst er visuel musik


På samme måde har jeg det med visuel æstetik og skønhed, bredt forstået. Jeg er ikke en fan af romantiske tableauer i min bolig eller andre steder. Æstetik er ikke kun skønne sansninger, men kan også være uskønt og alligevel stærkt. Havekunst for mig er visuel musik. Det betyder, at visuelle sansninger betyder og vækker noget i mig. Synsindtryk har direkte forbindelse til mine følelser og min oplevelse af verden. Jeg kan mærke, hvordan en tur gennem min smukke sommerhave heler mig og fylder mig med glæde og ny energi. De få øjeblikke er slidet værd - efter min mening. For at jeg kan have det godt, har jeg brug for at se og skabe noget visuelt, og det kan komme til udtryk på mange måder. F.eks. gennem mit havearbejde. Havearbejdet belønner mig med smukke sansemættede oplevelser, som korresponderer direkte med min sjæl.

Kommentarer

  1. Hej Janne!
    Det er et utroligt flot og dybt indlæg, som sætter ord på, stort set, alt det jeg ikke selv helt kan sætte ord på, 1000 tak for det!
    Med hilsen Anette

    SvarSlet
  2. Hej Janne. Sikke en dejlig måde at beskrive haveglæden på :)

    Hav en god aften.

    MVH Sandie

    SvarSlet
  3. Tak for jeres kommentarer.

    SvarSlet
  4. Sikke et dejligt godt og klogt indlæg. Tankerne sættes igang og jeg tygger på ordene. ..... sådanne indlæg er for mig de aller bedste.
    Knus og god weekend
    Susan

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Susan. Det luner:-)

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg