Sol over Skandinavien!

Californiske valmuer elsker solen. Det gør vi mennesker også - men kan vi tåle den?


Endelig kom varmen.  Vejrudsigten er prangende for den kommende tid. Sol og varme så længe tabellen på min vejr-app rækker. Det er tiltrængt. Nøj, hvor har vi savnet solen, men selv om haven lige nu er grøn og frodig, så går der ikke mange dage, før haven begynder at bære præg af udtørring. 
Som haveelsker tænker man selvfølgelig straks på planterne. De er så store og flotte lige nu. Mon de kan klare den megen varme og sol? Vi må skaffe skygge! Vi må vande! Drivhuset skal have mere vand end sædvanligt og måske er det også en idé at vande køkkenhaven? Men måske skal vi også passe på havens mennesker?


Planterne skal nok klare sig. Det lærte vi i sommeren 2018. Naturen har en løsning på det meste, når det kommer til planteriget. Men én ting, vi skal huske er os selv og vores egen skandinaviske hud. 
Hver eftermiddag henter jeg grøntsager i køkkenhaven til vores aftensmad. Jeg har egentlig bare tænkt mig at bruge fem minutter på at hente lidt grøntsager i køkkenhaven, men pludselig har grøntsagshentningen taget en time, fordi jeg liiiige skal hive lidt ukrudt op og måske også liiiige skal se om der er larver i kålplanterne. Når man fordyber sig, glemmer man tiden - og solen har stegt på min skandinaviske blege hud, lige når UV-indekset står på sit højeste. 

Man skal da blive rød først!

Jeg er barn af halvfjerdserne og har ikke sådan rigtig fået solcreme ind i min habitus. I halvfjerdsernes gode vejr kørte vi til stranden. Så løb vi børn glade ud i bølgerne, legede i strandkanten, byggede sandslotte og spiste de medbragte æggemadder, så sandet knasede mellem tænderne. Så badede vi igen mens mor og far drak kaffe af den medbragte termokande. Vi blev selvfølgelig røde overalt, men dogmet syntes at være, at man skulle blive rød, inden man kunne blive brun. 

Sol på klippekort

I firserne og halvfemserne dominerede solariet. Man måtte lige tage nogle "klip" inden, man eventuelt skulle på charterferie. Bare lige for at "vænne" huden til den megen sol. Derefter fulgte en uges solbadning, rødme og afskalling. Det var helt normalt. Man skulle være særdeles brun - og gerne lyshåret også!

Men så kom solcremen ind i mit liv. Jeg flyttede til USA i sluthalvfemserne og boede der i et par år mens børnene var små. Derovre var de helt hysteriske med den creme. Børnene skulle smøres ind uafladeligt (ifølge de andre forældre), og jeg tænkte mit. Var det nu også nødvendigt? Heldigvis gjorde jeg, som det blev forventet af en god mor: Jeg smurte mine egne børn ind i solcreme, hver gang de skulle udendørs. Det var nemt at huske, for solens stråler var varmere og stærkere end her i Danmark, så en eventuel forglemmelse af solcreme blev hurtigt straffet med rød, brændende hud.

En kvote af sol

Men herhjemme i Danmark er det sværere at huske at bruge solcreme. Vi ved jo godt, at solens stråler er skadelige. Så kloge er vi blevet. Men jeg har selv svært ved at huske solcremen, selv om jeg ved, at flere og flere får hudkræft som følge af manglende solbeskyttelse. Huden har en kvote af sol, som den kan klare - og vi skandinaver bruger hurtigere den kvote end andre steder i verden.  

Nudg dig selv!

Tuberne med solcreme kommer let til at ligge i skuffen og bliver gamle. Derfor prøver jeg at hjælpe mig selv lidt på vej med lidt "nudging" som det hedder nu om dage. Jeg skal hjælpe mig selv med at skifte adfærd. Jeg sætter tuben direkte ved døren, så jeg ser den, hver gang jeg skal i haven - eller på golfbanen. Jeg skal nærmest falde over den, hver gang jeg skal ud af døren. Min hud er endda ikke særlig lys og sart. Tværtimod. Den kan klare meget sol og jeg bliver sjældent forbrændt, men den har sandelig fået sin kvote af sol. Jeg har brugt adskillige timer i min have. Jeg spiller golf og er i det hele taget ude meget af tiden. Så selvfølgelig er der alligevel kommet solskader: Små fregner og mørke pletter på kinderne og på armene, som altid er eksponerede for solen. 

Jeg må passe på - og håber du vil gøre det samme. Solcremen må frem - eller hatten!

Mangler du solcreme? Så er det nemt at købe online her: https://www.med24.dk/personlig-pleje/solcreme


Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN