Dådyr kan lide solhat!

Jeg har i år sået to forskellige slags solhat. Dvs. de hedder begge solhat - men er ikke i familie.

En af de overlevende blomster
Gul solhat
Den ene er almindelig gul solhat: Rudbeckia Hirta. Den solgule klassiker, som stammer fra Nordamerika. Jeg har set frem til at se blomsterne dukker op - og har ventet længe efterhånden. Da jeg inspicerede planterne nærmere, kunne jeg se, hvorfor kun ganske få blomster var sprunget ud. Alle hoveder var spist! Planterne er nippet af i toppen og kun ganske få blomster har fået lov at blive siddende. De kære dådyr har været på visit igen, og denne gang har de opdaget min køkkenhave. De har nydt godt af bønnerne og altså solhatten, som ser ud til at være deres favorit.

Purpursolhat
Den anden er purpursolhat, som bærer det latinske navn: Echinacea purpurea. Denne plante anvendes til helseprodukter, der efter sigende hjælper på forkølelsessygdomme. Desuden fornmemer jeg en stigende interesse for denne staude. Den har fået en del omtale i haveblade - eller også har jeg bare først nu lagt mærke til det. Jeg har sået purpursolhat på friland, og der kan jeg nu konstatere, at det bør man nok ikke. Jeg tror næppe, at jeg får de smukke purpurfarvede blomster at se i år. Planterne er spiret, vokset og står nu med grønne blade, men der er ikke skyggen af blomster at se. Purpursolhat er en staude, så hvis alt går vel, får jeg glæden af blomstringen næste år. I stedet bør man nok så purpursolhat tidligt på foråret i sit drivhus eller indendøre.

Kommentarer

Populære indlæg