fredag den 24. september 2010

Et besøg i Økohaven i Odder

I dejligt solskinsvejr besøgte jeg i denne uge Den økologiske Have i Odder. Stedet fokuserer på den økologiske dyrkning og kan fremvise en urtehave med mange forskellige urter, en naturhave, vinhave, køkkenhave, en "parcelhushave" mm. Derudover kan man klappe dyr, hvis man har lyst til det.

Et simpelt hegn af kvas - masser af kvas
Uden for sæsonen
Efteråret er ikke højsæson for haven, hvilket haven bar præg af.  Mange steder var haverne under reparation, og køkkenhaven var på retur, men alligevel var der jo nogle idéer at tage med sig hjem.

Vin klar til høst
Økologi og helse
Hvis man interesserer sig for økologisk dyrkning og helseplanter, er haven nok et besøg værd. Også hvis man bare har lyst til en udflugt, hvor man kan slappe af og nyde omgivelserne. Men man skal ikke tage til den økologiske have for at se prydhave. Det er der ikke meget af, men dog lidt i form af "parcelhushaven" og "de tre haver".

Haven har mange siddepladser, hvor man kan nyde vejret og måske en kop kaffe. Desuden er der i haven en lille butik og café. Haven tilbyder diverse arrangementer. Se mere på www.ecogarden.dk

lørdag den 18. september 2010

Skal bønnerne bælges nu?

Hermed følger den fortsættelsen af min bønnesaga...
Jeg har jo bestemt, at jeg i år vil forsøge at høste bønnefrø til tørring - dels for at spise dem i løbet af vinteren - og dels for at så dem igen næste år.

De to udvalgte bønner til det projekt er de italienske borlottobønner og de helt sorte Black Turtle. Men jeg har jo hele tiden været i tvivl om, hvordan man skulle gribe det projekt an? Hvor længe skal bønnerne sidde på planten? Hvordan skal de tørre?


Black turtle er blevet helt sorte, og borlottobønnerne
begynder at blive røde.
Fantastiske sorte bønner
Næste år kan jeg fortælle, om jeg valgte at gøre det rigtige. Jeg har løbet tjekket bønnernes farve - den fuldmodne farve må vel fortælle noget om, hvor modne bønnerne er. (ligesom med æbler) Så jeg har bælget et par stykker engang imellem. Og NU begynder det at ligne noget. Borlottobønnernes bælge er nu helt rødflammede - og bønnerne indeni begynder også at være røde. Dog er nogle af dem stadig grønne. Black Turtle bønnerne er gået fra helt hvide, til violotte til helt natsorte. Det er altså vildt fascinerende at se en så markant sort farve på en grøntsag! Og så glæder jeg mig til chili con carne med de helt rigtige sorte bønner, som jeg ikke har smagt siden en rejse i Mexico tilbage i 1991! (Man kan sikkert godt få dem rundt omkring)

For blot et par uger siden var Black Turtle
stadig violette.
Planterne blev hevet op
Så i dag trak jeg planterne op af jorden og lagde dem i en dynge udenfor - under tag. Her må de tørre og modne færdig. Jeg aner ikke, om det er det rigtige at gøre. Vi får se. Jeg er bange for at bælge dem for tidligt af frygt for, at de skrumper, når de kommer ind i varmen til opbevaring. I dag bælgede jeg dog et par bælge af hver slags, som jeg vil tørre og se, hvordan de reagerer.

onsdag den 15. september 2010

Min altan er mit drivhus

...men et sølle et af slagsen.
Jeg nåede at være den lykkelige ejer af et drivhus i 2 sæsoner før det blæste ned i en orkan. Rammerne var krøllet sammen, plasticruderne lå spredt ud over hele grunden. Jeg må nok erkende, at den indkøbte model var for billig...

Drømmen om et drivhus
Nu har jeg helt andre planer. For jeg drømmer stadig om et drivhus, men det bliver helt klart et kæmpestort trædrivhus, som jeg selv skal bygge. Der skal være tomater, agurker, meloner, vindruer, krydderurter....men inden jeg kommer for godt i gang med drømmene, skal jeg måske forholde mig til virkeligheden.

Den sølle virkelighed
Virkeligheden er lige nu, at jeg i fravær af et drivhus udnytter min altan til at dyrke tomater. Jeg har et par tomatplanter til at stå i nogle plantekasser, og det er ærlig talt begrænset, hvor stor glæde jeg har af tomaterne, som må nøjes med frilandstemperaturer, lidt vind og knap så meget sol som de kunne ønske sig.


Et lille bidrag til drømmen om selvforsyning
Så jeg er på ingen måde stolt af situationen. Det bliver ikke Den Selvforsynendes største succes! Men lidt succes er det nu alligevel. For selv om tomatplanterne var utrolig lang tid om at komme i gang, så er der lige nu en stor høst igang af gule cherrytomater. De andre planter - alm. mellemstore røde - har ikke befundet sig godt på altanen, men de gule cherrytomater giver et pænt udbytte, som vi lige nu glæder os over hver dag. Og helt ærligt: Der har så heller ikke været meget arbejde med dem. Så hvorfor ikke tage dette lille bidrag med til selvforsyningsdrømmen?

fredag den 10. september 2010

Efterårsoprydning i køkkenhaven

September er på sine bedste dage pragtfuld. Blå, blå himmel, sol og kølig luft. Sådan en dag er det dejligt at  gå en tur i køkkenhaven og rydde op. For i efterårets køkkenhave trænger der til at blive ryddet lidt op. Det er nu køkkenhaven skal gøres klar til vinter.

Kagraner sommer står stadig med
friske, grønne hoveder
En god sort, som jeg vil så igen.
Salaten er for længst groet i stok - med een undtagelse. Den grønne hovedsalat "Kagraner Somer" har vist sig at være helt utrolig velegnet til at stå i mod sommerens tørke. Den står stadig fint med grønne hoveder. Fantastisk! De andre salater fjerner jeg og jorden kultiveres.



De sorte bønner
Black turtle bliver så smukke,
med deres kulsorte farve og hvide øje.
Bønnesæsonen for plukning af friske bønner er ovre. Nu går jeg stadig og venter spændt på det rette øjeblik at give mig til at bælge mine sorte bønner: Black Turtle og de italienske borlottobønner. Jeg tjekker en bælg engang imellem, og jeg kan se, at der rent faktisk er sorte bønner på vej nu. De bliver så flotte. Farven breder sig gradvist på bønnefrøene efterhånden, som de modnes. Black turtle bliver så fine. Helt sorte med et hvidt øje. Også borlottobønnerne fascinerer mig. Bælgene er nu omsider blevet flammende røde her i efteråret, og det samme bliver bønnefrøene i bælgene. Men endnu er bønnerne ikke helt klar til høst og planterne får lov at blive stående.

Endnu er køkkenhaven blomstrende.
Riddersporer og lathyrus blomstrer endnu.
Vinterkøkkenhaven
Hidtil har min havesæson sluttet med sommeren. Jeg har alt for ofte ladet køkkenhaven passe sig selv i håb om, at vækstsæsonen også sluttede for ukrudtet. Hvert forår har jeg så haft alt for stort et arbejde med at luge græs og andre irriterende ukrudtsarter ud af køkkenhaven. I år er det gået bedre. Jeg har mentalt instillet mig på, at min køkkenhave skal være til glæde - og nyttet - året rundt. Det betyder også, at jeg vil have så mange grøntsager som muligt klar til vinter. Mange af grøntsagerne kan blive i jorden lang tid endnu og får her den perfekte opbevaring. Det gælder f.eks. vinterkål som hvid- og rødkål, knoldselleri, porrer, persille, pastinakker, gulerødder, rødbeder. (dog har gulerødder bedst af at komme op på et tidspunkt) Tænk at kunne sikre sig gode råvarer hele året rundt. Uhmmm...

mandag den 6. september 2010

Dådyr kan lide solhat!

Jeg har i år sået to forskellige slags solhat. Dvs. de hedder begge solhat - men er ikke i familie.

En af de overlevende blomster
Gul solhat
Den ene er almindelig gul solhat: Rudbeckia Hirta. Den solgule klassiker, som stammer fra Nordamerika. Jeg har set frem til at se blomsterne dukker op - og har ventet længe efterhånden. Da jeg inspicerede planterne nærmere, kunne jeg se, hvorfor kun ganske få blomster var sprunget ud. Alle hoveder var spist! Planterne er nippet af i toppen og kun ganske få blomster har fået lov at blive siddende. De kære dådyr har været på visit igen, og denne gang har de opdaget min køkkenhave. De har nydt godt af bønnerne og altså solhatten, som ser ud til at være deres favorit.

Purpursolhat
Den anden er purpursolhat, som bærer det latinske navn: Echinacea purpurea. Denne plante anvendes til helseprodukter, der efter sigende hjælper på forkølelsessygdomme. Desuden fornmemer jeg en stigende interesse for denne staude. Den har fået en del omtale i haveblade - eller også har jeg bare først nu lagt mærke til det. Jeg har sået purpursolhat på friland, og der kan jeg nu konstatere, at det bør man nok ikke. Jeg tror næppe, at jeg får de smukke purpurfarvede blomster at se i år. Planterne er spiret, vokset og står nu med grønne blade, men der er ikke skyggen af blomster at se. Purpursolhat er en staude, så hvis alt går vel, får jeg glæden af blomstringen næste år. I stedet bør man nok så purpursolhat tidligt på foråret i sit drivhus eller indendøre.