Gammel vin på ny.....placering

Da jeg byggede drivhus for nogle år siden, blev jeg foræret en aflægger af en rigtig dejlig vinplante: Vanessa. 
Jeg sagde selvfølgelig pænt tak - og plantede den fluks i et hjørne af drivhuset. Jeg havde jo hørt det der med, at man skal sørge for at grave rødderne ned udenfor drivhuset - og lade selve planten vokse indenfor. Men jeg havde travlt - og jeg tænkte, at jeg kunne begrænse rødderne, hvis det blev nødvendigt.

Vanessa er en rød og sød drue, som i de sidste år har fyldt godt i drivhuset. 

Det blev selvfølgelig nødvendigt. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at vinplanter har meget langt trevlerødder. I løbet af et par år var der lange, tynde (og tykke) trevlerødder overalt i drivhusets bede. Jeg gjorde et forsøg på at begrænse rødderne ved at hakke dem over og indhegne dem i et område omkring vinplanten, så det mindede om en stor krukke. Her måtte vinen bo. Men det holdt ikke. I løbet af sæsonen var der igen trævlerødder overalt, som nu efterhånden også tog kraften fra tomatplanterne.

Vanessa må ud

Så i marts tog jeg en beslutning om, at jeg måtte gøre et forsøg på at flytte vinen ud af drivhuset. Det måtte briste eller bære. Jeg var ængstelig, fordi jeg jo efterhånden havde fået en stor, flot vinplante, der bar mange druer. Jeg risikerede, at planten døde - og jeg måtte starte helt forfra.

Jeg skar hovedstammen på planten over i ca. 30-40 cms højde, hakkede alle trevlerødder over og fik planten gravet op fra sit hjørne. Så plantede jeg den udenfor drivhuset. På skyggesiden mod nord, som vender ud mod skoven. Det er et ret vildt sted. Det er bagsiden af drivhuset - og haven for den sags skyld. Her vokser skvalderkål, brændenælder og hyben, græs og hvad der ellers findes naturligt. Jeg vandede og lod den passe sig selv.

Jeg har holdt lidt øje - og NU er der sket noget. Planten har givet sig til at skyde. Der er knopper, som snart folder sig ud. Så kommer den spændende opgave med at føre Vanessas lange ben ind gennem et hul i drivhuset, så den kan lade druerne modne under glas. Forhåbentlig fører det til, at tomaterne kan få næring nok - og jeg kan få druer nok.



Vinen skyder og snart kan de nye skud føres tilbage til drivhuset.

Lidt om Vanessa: 

En dejlig rød, kernefri drue, som er sød og god. Selv de mennesker, hvis ansigt snørrer sig sammen ved den mindste smule syresmag, vil kunne lide denne drue. Den ER sød. Den modner over en lang periode fra september til november, og man får virkelig noget ud af denne sort. Der er masser af druer i 2-3 måneder. 
Vanessa (og andre vinsorter) kan købes hos Plantetorvet. Se planten her.

Kommentarer

Populære opslag

BESØG ZINKBAKKEN